Plader

Nada Surf: The Stars Are Indifferent to Astronomy

Skrevet af Jonathan Heldorf

Nada Surf fremstår på The Stars are Indifferent to Astronomy som den tante, der i 1800-talsromaner altid sidder for sig selv til sammenkomster, ugift og uinteressant, fordi hun fik for meget uheldig opmærksom i sin hedengange ungdom og nu ikke længere har noget af interesse at tilbyde.

Nada Surf oplevede tidligt i karrieren at få succes med den grungede og teenage-frustrationstunge “Popular”, men guldskeen blev hurtigt flået ud af munden på bandet, der først rigtigt fandt fodfæste igen seks år senere med Let Go, der i modsætning til bandets tidligere udgivelser både lød moden og helstøbt. Let Go var bagkataloget overlegent i melodiske krumspring, selvom tempoet var sat ned på bekostning af det grungede udtryk, men til fordel for inderligheden. Let Go er 10 år gammel nu, og på de seneste par plader har Nada Surf gradvist glemt, hvad de nåede frem til i 2002. Udtrykket er blevet mere og mere rendyrket skabelon-pop/rock – en udvikling, der fortsætter og finder sit midlertidige højdepunkt (eller lavpunkt) på The Stars Are Indifferent to Astronomy.

Bandet har alle dage været glade for små lommefilosofiske og delvist kitschede betragtninger såsom »maybe this weight was a gift / like I had to see what I could lift«, »they say if you’re not lonely alone, there must be something wrong« eller netop »the stars are indifferent to astronomy.« Det er meget charmerende på en lidt naiv måde, men samtidig også en anelse irriterende. Hvad er for eksempel det uundværlige budskab bag flosklen om, at stjernerne er ligeglade med astronomi? At mennesker tillægger ‘døde’ genstande personlighed? Er det en allegori, der vil belyse, at eksempelvis Brad Pitt er ligeglad med de kulørte blade? Eller er det snarere en udpensling af platonismen? Uanset hvad, er det ikke synderligt originalt.

Nada Surf lader til at have fundet sig godt til rette med de enkle motorvejsriffs, der bare kører derudaf. De er blevet et band, hvor musikken er sekundær, og energien bliver lagt i at få vokalen til at hive stikket hjem, hvilket den desværre langtfra altid har pondus eller finurlighed nok til.
Der har ganske enkelt sneget sig for meget forudsigelighed, banalitet og rutine ind i foretagendet; der er for meget håndværk og for få gode sange. For lidt tyngde og sjæl, om man vil.

Sangen “Teenage Dreams” er decideret belastende. På ingen måde behandler den de problematikker, der ellers er iøjnefaldende i forhold til Nada Surfs for tidlige succes. Der er ingen umiddelbar ironi at spore i omkvædets »it’s never too late for teenage dreams«, selvom den burde være åbenlys.

Den eneste sublime fuldtræffer på dette sjette album fra Nada Surf er “When I Was Young”, der til gengæld på alle måder vækker minder til live om deres – desværre relativt ubemærkede – glansperiode i starten af dette årtusinde.  Sangen er – på nær sin uværdige guitarsolo – blandt karrierens bedste. Men med de kvalme “Jules and Jim”, “Looking Through” og “No Snow on the Mountain” får man hurtigt hænderne ned i lommerne igen.

Dermed fremstår Nada Surf på The Stars Are Indifferent to Astronomy som den tante, der i 1800-talsromaner altid sidder for sig selv til sammenkomster, ugift og uinteressant, fordi hun fik for meget uheldig opmærksomhed i sin hedengange ungdom og nu ikke længere har noget af interesse at tilbyde.

★★½☆☆☆

Leave a Reply