Nyheder

Papir, Keith Canisius & The Holy Dreamers, Taragana Pyrajama og flere til Spot 2012

Spot Festival har netop annonceret en række navne til den kommende omgang musikbranchesvælgen i maj.

Papir med syre

I dag har Spot Festival offentliggjort en række navne, der giver deres første koncerter på Spot Festival i Aarhus. Spot 2012 finder sted 4. -5. maj i Musikhuset Aarhus, Godsbanen, VoxHall og Atlas i det centrale Aarhus, og du kan i år bl.a. opleve Papir, hvis Stundum endte på Undertoners liste over bedste plader i 2011.

Også Keith Canisius & The Holy Dreamers, der pt er på en længere danmarksturné med Balloon Magic og flittigt rapporterer om oplevelserne til Undertoner-dagbogen, kan ses og høres på den kommende festival.

Blandt de netop offentliggjorde optrædende finder man dog også gengangere fra sidste år, såsom de københavnske raveglade Bottled in England, der plejer at sætte gang i noget af en fest.

Andre, der kan fremhæves, er Scultz And Forever, der leverer syret og psykedelisk folk, og som du snart kan læses et interview med på nærværende musikside. Også Spillemændene, der spiller dansksproget art/rock/folk, og Taragana Pyrajama, der snart udgiver sit debutalbum, kan findes på festivalen. Sammen med ca. en milliard branchefolk.

Vi ses♥

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar