jazzhouse

Pulled Apart by Horses, 27.02.12, Lille Vega, København

Det er en ganske normal mandag aften, men der er vibrationer i luften på Lille Vega. Størstedelen af aftenens gæster er tilsyneladende tilhængere af skæg og skovmandsskjorter. Forventningsfulde øjne dirrer anspændt, mens vi venter på de fire engelske excentrikeres entré. De lader os dog ikke vente i lang tid, før forsanger og guitarist Tom Hudson starter ud med det dansable riff i introen til ”I Punched a Lion in the Throat”, og i det øjeblik blev hundene sluppet løs.

”I Punched a Lion in the Throat” er et af Pulled Apart by Horses’ største hits, og generelt bare en sang, der lægger op til fandenivoldskhed og en ordentlig mosh pit. Begge faktorer var til stede denne mandag aften, og det var en smuk oplevelse at se publikum omfavne den hedonistiske energi, og slå sig løs som små børn på rød sodavand. At starte ud med denne musikalske eksplosion var en sikker vinder, og på ingen tid fik de tændt op under et veloplagt Lille Vega-publikum. Sættet var en flydende mikstur af sange fra deres første album Pulled Apart by Horses fra 2010 og det stadig dugfriske album Tough Love fra 2012. På trods af, at Pulled Apart by Horses’ to album ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener i Danmark, må jeg tildele et kæmpe cadeau til gæsterne denne aften, som ikke var bange for at slå sig løs til musikken og skrige med på Tom Hudsons maniske måde at synge på.

Man kunne dog godt mærke på de fire hardcore party rockers fra Leeds, at det ikke er helt nemt at spille et show af deres kaliber, næsten hver eneste aften på den massivt sammenklemte turné, de har været på de sidste par ugers tid. Det blev dog også for meget i slutningen af deres britiske turné, og de måtte aflyse deres show i Newcastle fordi forsanger og guitarist Tom Hudson havde travlt med at hoste blod op. Når det så er sagt, udgør kombinationen af de komplet latterlige, simple og vanvittigt kraftfulde melodier, blandet sammen med den eksplosive live performance, en fantastisk cocktail, som man ikke kan andet end at blive revet med af. Ud af ingenting kravler guitarist James Brown op på højtalerne i siden af scenen, for at hoppe derfra og op på balkonen, hvorfra han spytter riffet til ”Back to the Fuck Yeah” ud på os alle sammen, og dykker ned i mængden af svedende teenagere med blå mærker og lykkelige, psykopatiske smil på læberne.

For at runde op på denne fantastisk befriende koncertoplevelse, vil jeg fortælle jer om Tom Hudsons beskedne samling af effektpedaler. Det bestod hovedsagligt af en overdrive pedal, en super overdrive pedal samt to knapper, hvor der med tape stod skrevet »loud« på den ene, og »louder« på den anden. Kaotisk hardcore party rock når det er bedst.

★★★★★☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

1 kommentarSkriv kommentar
  1. Er helt enig med anmelderen, de formåede virkelig at holde publikum på tæerne. For satan hvor bliver der varmt på Vega, når stemningen ryger i vejret.
    Købte forresten min billet gennem den nye Vega app, den er vildt fed. Se hele koncertkalenderen i den:
    https://market.android.com/details?id=com.carlsberg.app.vega&feature=search_result

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene