Plader

Sonnenkraft: Shooting Birds in the Dark

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Sonnenkraft debuterer med et ambientalbum, der lydmæssigt virker mere uddateret end gammeldags charmerende. Enkelte steder rammes dog plet lige i følelserne.

Fra nogle af genrens tidligste pionerer som Morton Feldman, Karlheinz Stockhausen, John Cage og vores egen Else Marie Pade – for bare at nævne nogle få – er der sket en rivende udvikling inden for den elektroniske musik. Både kompositorisk og ikke mindst lydmæssigt er der taget store skridt.

For musikhistorisk interesserede er det spændende at dykke ned i udviklingen og finde spirende ideer og lyde og kuhnske paradigmeskift baseret på teknologiske fremskridt. Men som udvikling er mest, har den også inden for musikken haft sin slagside, således at noget elektronisk musik fra bestemte perioder simpelthen lyder uddateret, når det sættes på anlægget i dag.

På debutalbummet fra Sonnenkraft, som er udkommet på det danske selskab Doppel Records, er der nogle af de 11 numre, som har et stænk af en tur ned af hukommelsens hovedvej. Lydmæssigt lyder de som noget, der er lavet på noget simpelt udstyr – enten med vilje eller for mange år tilbage. Kombineret med for ensformige kompositioner, som ikke kan bære, fordi teknologibegejstringen simpelthen ikke er til stede, falder mange af numrene igennem.

Tag f.eks. ”Mystik” med sine modulerende toner, der aldrig når at være mere end en vignet. Eller den wonky junglefølelse som ”A Song” bygger på med bas og synth, der aldrig bliver en helhed. Også åbningsnummeret lider under beat, kras og synth, der har en ucharmerende lyd.

Sonnenkraft forsøger at favne stilmæssigt bredt på Shooting Birds in the Dark; næsten lidt for bredt til at albummet for alvor får en homogenitet. Men der er momenter, hvor stemningen virkelig bliver sat effektivt igennem, og hvor man som lytter vågner op, fordi der er en lyd eller en melodilinje, som rammer følelsesmæssigt plet.

F.eks. er den sidste tredjedel af ”Regarding Germany” dyster og foruroligende på samme måde som norske Erik Skodvins musik. Mere harmonisk, men lige så stemningsfuldt rammer Sonnenkraft med ”Horn”, hvor lange toner brydes med pulserende brum. Det er en fin blanding af den synthstorhed, som Vangelis dyrkede, og et mere industrielt mørke. Blandingen fortsætter smukt på titelnummeret, hvor roligt gyngende og drømmende dryp dog desværre mod slutningen skal rodes op med uregerlige støjsmåtterier.

Senere på albummet leverer Sonnenkraft på ”Rainbow Twins” tætpakkede, sitrende toner a la Boards of Canada og industrielt klingende ekkoer på ”The Still”. Men også her er det kompositionen, der falder til jorden. Numrene har en enkelthed, som er uinteressant. Enkeltheden virker ikke som noget, der bevidst dyrkes, men noget, som er opnået på grund af kompositorisk uopfindsomhed. Det er gældende for det meste af albummet, som kun enkelte steder bliver mere end kedeligt og ensformig.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat