Plader

The Lake: Shield of Glass EP

The Lake er en tidligere hardrock-forsanger, der forsøger sig som singer/songwriter. Og det kan høres.

Han har været vidt omkring, Anders H. Mortensen. Først spillede han dansksproget undergrundspop i bandet Splint, dernæst var han forsanger i hardrockbandet Pigswear – som var signet af på et stort multinationalt selskab – og nu har han kastet sig over akustisk singer/songwriter i soloprojektet The Lake. Resultatet er ep’en Shield of Glass.

I sin pressetekst fortæller Mortensen, at teksterne til The Lake opstod i kølvandet på opløsningen af Pigswear, som i mange år var tæt på gennembruddet, men – da det udeblev – langsomt gled fra hinanden. I efteråret 2011 drog han således, sammen med sin producer Morten Bue, der kan skrive Figurines, The Rumour Said Fire og Nikolaj Nørlund på sit CV, af sted til sin families ødegård i Sverige for at indspille i de nye sange i omgivelser, hvor han, efter eget udsagn, følte sig mest tryg og rolig, og sangene ville have bedre udfoldelsesmuligheder.

Ja, der er ingen tvivl om, at de sange, Anders H. Mortensen har skrevet i denne svære periode af sit liv, betyder meget for ham, og han er da heller ikke den første, der har fået idéen at isolere sig for at indspille personlige sange. For et par år siden må Bon Iver siges at have haft enorm succes med netop den opskrift. Spørgsmålet er så, om det er lykkedes Anders H. Mortensen at opnå en tilsvarende melankoli, intimitet og nærvær i sine melankolske sange?

Til det må jeg desværre sige nej. Det kræver mod at gøre, som han har gjort, og det tjener ham derfor til ære, at han har gjort forsøget. Desværre kan hverken hans sangskrivning eller udtryk bære at være klædt af helt til skindet. Hvor Bon Iver har en helt unik stemme, som det netop klæder at være nøgen, er Anders H. Mortensens helt anderledes. Man kan faktisk tydeligt høre, at han kommer fra hardrock. Han har denne umiskendelige patos i stemmen, som gør, at selvom han prøver at skabe en intim stemning, kan han ikke løbe fra sin vokals store armbevægelser.

Det er en ting, men en anden og langt mere væsentlig årsag er, at hverken melodier eller tekster overbeviser mig om, at det er i singer/songwriter-genren, han hører hjemme. Melodierne er forudsigelige, og ordene trækkes, så man kan høre hver en stavelse meget tydeligt. Og når så teksterne ærligt talt ikke kræver, at man har en universitetsgrad i litteraturhistorie, ja, så bliver jeg ikke særligt benovet.

Tag f.eks. tredje skæring, ”Little boy”, hvor han kigger tilbage på, hvordan han som dreng byggede drager med en unavngiven person (jeg formoder, det er hans far): »You tried to make our dreams fly / You believed that we can touch the sky / I still remember that day / Though it is more than twenty years ago.« Der sættes altså lighedtegn mellem at bygge en drage og at have flyvefærdige drømme, og det synes ærligt talt at være en noget banal sammenstilling. Det er ganske enkelt for letkøbt.

Hvis ”Little Boy” er en sang til faren, så skal moderen også have en. Det får hun med ep’ens første skæring, ”It’s Like the Rain”. Sangen er, som man også kender det fra The Rumour Said Fire, tostemmig hele vejen igennem og bygget op omkring akustisk guitar og cello. Den er ment som en takkesang til moderen, der fortæller ham historier fra hendes fortid, og disse historier forsøges på en poetisk måde sammenlignet med regnen, der rammer ens ansigt og giver en følelse af tryghed: »It’s like the pouring rain / and when it hits your face / it’s when you are walking through the forest alone / It’s when you are so afraid of walking alone.« Og igen har jeg de samme indvendinger mod lyrikken.

Det er i det hele taget en tekstmæssigt meget tilbageskuende ep, der tager personlige og meget tunge emner som ensomhed, sorg og svigt op. Det kræver mod, men desværre må jeg, på trods af stor forkærlighed for melankolsk musik, sige, at det i længden bliver for trættende at lægge ører til denne dyne af tungsind, der ikke rigtig bevæger mig. Set i det lys er det derfor rart, at man på ep’ens sidste nummer, ”With Hope and Joy”, kan skimte et optimistisk lys for enden af tunnelen. Denne sang, som er båret frem af banjo og et lystigt spillende klaver, er ep’ens bedste nummer, men desværre ikke nok til at ændre på det noget ubehjælpsomme helhedsindtryk.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat