Koncerter

Tim Hecker, 08.02.12, Stengade, København

Tim Hecker
Skrevet af Signe Palsøe

Når Tim Hecker lod blafrende lysglimt og ildevarslende uforudsigelighed trænge sig vej ind i den nattemørke vinterskov, var hans Stengade-optræden både knugende og opslugende. En højere grad af manipulation af mørket havde dog højnet helhedsindtrykket endnu mere.

Når jeg tænker tilbage på onsdag aften på Stengade, er jeg reelt i tvivl om, hvorvidt jeg i det stuvende fulde lokale nogensinde fik så meget som et glimt af manden på scenen, Tim Hecker. Ikke at det sandsynligvis havde gjort den store forskel. De stearinlys, der under det opvarmende dj-sæt havde blafret fra scenens synth-setup, var blevet slukket, og spillestedet henlå i næsten komplet mørke. Efter sigende stod Hecker urokkeligt stille med blikket fæstnet på sin laptop under hele den timelange seance og var et lige så anonymt indslag på den lille scene som de remedier, han trak sine støjende lydlandskaber ud af. Og så slap jeg tilmed for at blive forstyrret af et lige vel entusiastisk medlem af publikum, der undervejs skulle have fundet vej op og omkring på scenen.

I stedet var der for mit vedkommende tale om en sanseoplevelse af næsten udelukkende sonisk karakter, hvilket – det til tider drønende høje lydniveau og den ikke-eksisterende belysning taget i betragtning – sandsynligvis også har været et mål fra arrangørernes side. Det var dog en ambition, der risikerede at trække oplevelsen i begge retninger. Ideen om en koncert med fantasien som eneste visuelle input virker oplagt for en laptop-kunstner som Hecker, men samtidig stiller et sådant setup usædvanligt høje krav til struktur og nuancer i et lydbillede, der let kommer til at fremstå ensidigt eller stagneret.

Det indtryk var heldigvis sjældent dominerende på Stengade, og når bestanddelene i sidste års Ravedeath, 1972 betonedes allerbedst, var det en billedskabende oplevelse at stå klemt sammen i mørket på det lille gulvareal. Heckers musik er hverken inkluderende eller organisk, men når de vemodige og klagende synthdrag i “In the Fog”-trilogien skar hul i den ufremkommelige mose af mudret ambient og rokkede let i den mørke vinterskov af svajende publikummer, var det netop, som deltog samtlige fremmødte på lige fod i at danne kulisse til de ugæstfri lydlandskaber.

Det var nu ikke mange lysglimt, Hecker tillod at trænge ind i sit natlige vildnis. De lyse toner knugede, blafrede og måtte til sidst give efter, når skingre, metalliske klange dannede lange flænger i filmen på nethinden, eller når dyb bas tvang sig vej til lydbilledets allerforreste parket og i dundrende stød forlod scenekanten. I disse stunder, der især indtraf under koncertens første halvdel, var setup og lydlandskab opslugende, og Stengades lavloftede lokale var trykkende, spændt til bristepunktet af det massive output og perfekt til at danne en klaustrofobisk ramme om vildfarelserne i tågen.

Hecker nåede at fingerere med sin laptop i helt nøjagtigt en time, før han trak sig tilbage, og lyset blev tændt. Trods de gribende passager virkede det som rigeligt – måske især på grund af en stilstand i lydbilledet, der syntes at trænge sig på, efterhånden som sættet skred frem. Støj- og effektmuren var gennemgående massiv, og uden nok pågående forskruninger, ophug og indspark fra de samplede, tabte klaverer, der generelt godt kunne have spillet en større rolle, undgik magtdemonstrationerne ikke altid at gå fra at være golde eller afvisende til at være direkte ekskluderende. Det var ærgerligt, for her svigtede indlevelsesevnen, og det virkede ikke længere tvingende nødvendigt at opleve Hecker som en del af skaren i det indelukkede lokale frem for hjemme i stuen med lyset slukket og volumen på maks.

Men laptop-baseret musik er ikke let at overbevise med i en livesituation, og i den henseende imponerede Hecker heldigvis et godt stykke hen ad vejen ved sin Stengade-koncert. En højere grad af manipulation af det velkendte, og flere brutale hug i den mørke lydmur, havde gjort det endog meget svært at forlade rollen som vindblæst træ i et ufremkommeligt, nattemørkt landskab.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat