Plader

Vit Päls: Nånstans ska man va

Skrevet af Klaus Thodsen

Det er en lang og opslidende oplevelse at stifte bekendtskab med Vit Päls, men ikke på den gode måde.

Det siges, at af kedsomhed opstår kreativitet. Det lyder meget lovende, og jeg håber, det holder stik. I så fald så står jeg foran en kreativitetsudladning af de helt store. For ja, jeg har siddet og kedet mig. Du fredsens, hvor har jeg dog kedet mig. Dagen startede ellers i højeste gear. Jeg sov over mig, og i min iver efter at komme ud af døren, skvattede jeg ned af trappen, og måtte tage en gal mands ben på nakken for at nå bussen. Spænding skortede det bestemt ikke på.

Så kom jeg hjem, og der satte jeg Vit Päls på højttaleren, og så gik hele verden i stå. Min kaffe blev kold, mit spejl blev gennemsigtigt, og min fryser blev fyldt med ferskvand. Sådan føltes det i hvert fald. Alt imens kunne jeg – i mit tilsendte pressemateriale – læse mig klog på Vit Päls’ forrige album, mens Nånstans ska man va ikke blev nævnt med et ord.

Og det giver på en måde fin mening. For Vit Päls byder i denne omgang på helt og aldeles forglemmelig singer/songwriter-pop. Gennem pladens 12 skæringer er det sparsomt med spændingsmomenterne, og det ser ikke meget bedre ud med højdepunkterne. Efter flere gennemlytninger må jeg ganske blankt indrømme, at ikke ét eneste nummer har bidt sig fast i min hukommelse. Det eneste, jeg rigtig lagde mærke til, var, at en af sangene hed ”Köpenhamn”.

På den melodimæssige front må Vit Päls, alias Carl Johan Lundgren, ligesom jeg kunne se frem til at blive skyllet væk på en tidevandsbølge af kreativitet. For der er sandt for dyden ikke meget kreativt over Nånstans ska man va. Melodierne kører, nummer efter nummer, i den samme udmarvende kedelige rille. Der bliver på samtlige numre spillet sagte på guitar, tilsat lidt klaver og et par slag i trommerne hist og her. Nummer efter nummer, om og om igen. Derudover må nævnes Lundgrens søvnige og meget monotone vokal, der er trukket godt tilbage i lydbilledet og bevirker, at det hele ikke bare er kedeligt, men også lige kedeligt hele vejen igennem.

På intet tidspunkt bliver der gjort de mindste anstrengelser for at sparke lidt energi i gang, selvom man som lytter i den grad sulter efter det. Der kommer ganske enkelt intet. Der kommer guitarspil, lidt trommen og lidt klappen, men så stopper vi også der. Nånstans ska man va når sit højdepunkt, da der bliver introduceret surfguitar på nummeret Varför tittar din pappa så där på mig?”.

Jeg ville virkelig gerne kunne komme med nogle rosende ord – både om værket som helhed og om Lundgrens evner som sanger. Men jeg kan ikke. Jeg ved ikke, hvad det skulle være. Måske er jeg bare ikke ferm nok udi det svenske til at kunne se det poetiske i »at købe kondomer og en Fanta i en automat«, men i så fald tager jeg gerne den på min kappe.

★½☆☆☆☆

1 kommentar

  • Haha!
    Kunne umuligt være mere enig! Har lige hørt pladen da jeg var i Sverige, ihvertfald det jeg nu orkede at høre. Den halve time for jeg desværre aldrig tilbage
    Tommel opad til beskrivelsen, det er en ret nice måde at sige noget meget grimt på:)

Deltag i debat