Plader

We Have Band: Ternion

‘Dancepunk’ blev stilen kaldt, da We Have Band udgav pladen WHB. Nu er de tilbage igen, men denne gang med mere personlighed og mindre genrefusion.

I 2010 udgav We Have Band albummet WHB, der fik en blandet modtagelse. Nogle mente deres dancepunk var for banal og manglede nerve. Andre roste den simple dansegulvsstil for at være underholdende og energifuld.

Nu er bandet tilbage med albummet Ternion. Et album, der ifølge medlemmerne selv – Darren Bancroft og ægtefællerne Thomas og Dede Wegg-Prosser – trækker på deres indbyrdes emotionelle forhold og oplevelser. Hvor det første album fokuserede på en dansabel inerti i musikken, er Ternion mere melankolsk og eksperimenterende i sit lydbillede.

Det mærkes allerede fra første nummer af. Den dystre intro i “Shift” ruller frem som en storm i horisonten og varsler næppe en fest på dancepunk-gulvet. Men så sker der et skift halvvejs gennem nummeret, hvor det bliver tilføjet en lethed gennem vokalen, og resultatet er en slags glædes-rekviem; en indledning, der indeholder langt mere personlighed end WHBs åbningsnummer, “Piano”.

Godt begyndt er halvt fuldendt, men også kun halvt. Pladens tredje nummer, “Where Are You People?”, er en voldsomt monoton og kedelig størrelse, der på trods af sin vellyd absolut ingen personlighed indeholder, og det lyder mest som et ’skabelon’-nummer, der hverken overrasker, udfordrer eller bjergtager lytteren.

“What’s Mine, What’s Yours” handler et forhold, der falder fra hinanden – også selvom introen mest af alt minder om soundtracket til et eventyrcomputerspil fra midt-90’erne. Men når man ser bort fra det, formår We Have Band at skabe et legende popnummer, der både indeholder energi, nerve og progressivitet – sidstnævnte et element, de tidligere er blevet kritiseret for ikke at indeholde.

We Have Band har flyttet sig meget på mange områder. Numrene er blevet mere indholdsrige og mindre overfladiske, og samtidig er der kommet en kraftig indsprøjtning af personligt præg. De er ikke bange for at gøre, som de lyster, og så være bedøvende ligeglade med, om man nu kan kalde det ‘pop’, ‘dancepunk’ eller ‘elektronisk’. Stemningen og stilen skifter flere gange undervejs, og hvis man f.eks. sammenligner et nummer som “Shift” med det elektroniske staccato-nummer “Steel in the Grove”, ville man ikke umiddelbart tro, de kom fra samme plade.

Ternion er et stort skridt i den rigtige retning for We Have Band, der dog stadig leverer lige så mange missere som træffere. Hvert andet nummer er en sand fornøjelse – og resten er lige så kedelige og uden nerve som tidligere.

★★★½☆☆

Deltag i debat