Plader

Wiley: Evolve Or Be Extinct

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Evolve Or Be Extinct indeholder ikke gode nok numre til at være mere end en halvhjertet indsats for at pumpe liv i en stivnet grimeattitude og -lyd.

En af de helt store pionerer inden for genren grime, den produktive og nærmest altid dobbelttempo-rappende Wiley, kredser på sit nye udspil om kravet om musikalsk fornyelse, dumme taxachauffører, et racistisk bureaukrati og på et enkelt nummer om et kærlighedsforhold, der er slut.

Hvad kommer han så med nu, denne ‘Godfather of Grime’, som han bliver kaldt? Tja, det er lidt svært at sige, for på langt de fleste numre synes den traditionelle grimelyd ikke at have ændret sig meget, og det, at han er tilbage på selskabet Big Dada Recordings, kan tydeligt høres. En del af numrene trækker tydeligt på referencer fra Big Dada-signede kunstnere såsom TTC, Thavius Beck (Anti-Pop Consortium) eller for den sags skyld Roots Manuva. Der trækkes nemlig både på stilarter som tysk 90’er-techno og dancehall, og så er der masser af underlige elektroniske lyde, der fra tid til anden bevæger sig mellem det atonale og minimalpop. Der er derfor tydeligvis sket en lille udvikling fra tidligere tider, hvor Wiley kommercielt nok hittede mest med denne her.

Som jeg ser det, indeholder albummet simpelthen ikke gode nok numre til at kunne være mere end en halvhjertet indsats for at pumpe liv i en stivnet grimeattitude og -lyd. For dem, der ikke er til hurtig rap på drevent cockney direkte fra East London hen over lydsider præget af elektronisk basmusik, crunk dancehall, dubsteprytmer og keyboardstabs, er der imidlertid ikke meget at hente på pladen.

Grimefans skal selvfølgelig give den et lyt, men mon ikke de også vil være enige i, at der er noget monotont og slattent over sådan et fuldlængdealbum, der synes at savne kreativitet, integritet og kunstneriske ambitioner. De meget banale eller slet og ret dumme tekster giver ikke meget til musikken. Det hænger sammen, og Wileys flow er da udmærket, men det har så få variationer, at man stopper helt op, når han pludselig rapper i lidt mere komplekse rytmer, som f.eks. på det mærkelige og genrehybride nummer “Boom Blast”. Wiley rimer hurtigt og kontant hen over en technolydside, og nummeret er nok den mest oplagte kandidat til et hit. Her minder Wileys rap om en mellemting mellem TTC og Sugarhill Gangs legendariske åbningsvers på “Rapper’s Delight“. Det fungerer ret fedt, men som helhed bliver nummeret enerverende ved mange gennemlytninger. Det er i øvrigt er symptomatisk for mange af numrene, at de bliver mere og mere kedelige og kiksede, jo mere man hører dem.

Men så er der den underlige, på en gang fjollepoppede og vildt hjertegribende perle “Miss You”. En corny synthmelodi spilles unisont med det enormt fængende omkvæd, hvor Wiley mestrer at formidle følelsen af forladthed og rastløshed på en både let og melankolsk måde. Her er der virkelig investeret personlighed i musikken, føler jeg. Meget mere af denne opfindsomhed kombineret med gode melodier og vildere og endnu mere komplekse og synkoperede rytmer ville have været toppen, men det er bare ikke rigtigt at finde på Evolve Or Be Extinct. Wiley er ikke i topform på denne plade, men talentet for at lave gedigen britisk grime er bestemt til stede. Hør numrene “Boom Blast” og “Miss You“, hvis Wiley har fanget din interesse, eller hvis du er glad for grime.

★★★☆☆☆

Deltag i debat