Plader

Windy & Carl: We Will Always Be

Skrevet af Mikkel Arre

De mørke skyer er gledet til side hos den mesterlige guitarambient-duo, og ægteparrets nyeste plade er lys, varm og gribende smuk.

Da Windy Weber og Carl Hultgren udgav deres forrige album i 2008, var dets titel, Songs for the Broken Hearted, meget sigende. De knuste hjerter tilhørte ægteparret selv, som brugte pladen til at bearbejde deres sorg. »What was happening between you and me?« sang Weber, og albummet var gennemgående trist. Melankolien farvede også dele af Windy & Carls to hovedværker, Depths og Consciousness, men på Songs… virkede sørgmodigheden anderledes utrøstelig.

Solsikken på forsiden af duoens nye plade peger i en helt anden retning, og We Will Always Be er da også et tydeligt modstykke til 2008-albummet. Virkemidlerne er de samme som hele vejen gennem bandets næsten 20-årige karriere – lag på lag på lag af glitrende, effektbehandlede guitarer, sparsom bas og æterisk vokal – men grundtonen er lys og optimistisk.

Det atypiske folk-åbningsnummer “For Rosa” er godt nok indhyllet i diskant støj, men så snart den reverb-klædte guitar ringler “Remember” i gang, omslutter duoen lytteren med varme. Over langstrakte klangflader risler og perler Hultgrens guitarspil, mens Webers bas drypper langsomt og afmålt. Hun synger blidt og ordløst, og stemmen duver rundt mellem Hultgrens changerende gentagelser. Fender Rhodes-akkorder glider ind og er med til at skabe den fuldstændig sømløse overgang til “Spires”, hvor guitarlagene fortsat ekkoer, mens klokker ringer i baggrunden.

Windy & Carl er langtfra alene om at lave den her type guitarambient, men We Will Always Be er et godt eksempel på, hvor imponerende helstøbte duoens plader er. Sammenhængen mellem numrene er velgennemtænkt, så den rumlende bas, der forstyrrer roen i slutningen af “Spires”, f.eks. udgør et helt perfekt afsæt til de fem lyse guitartoner, der glitrer fra start til slut i det efterfølgende nummer, “The Frost in Winter”.

Hukommelsens uforudsigelighed virker som et overordnet tema på We Will Always Be. I “Nature of Memory” hviskesnakker Weber om forgængelige minder og spørger »What do you remember? What do you forget?«, efter at guitarmelodien fra “The Frost in Winter” for en stund er vendt tilbage langt nede i lydbilledet – som en genfunden, men stadig fjern erindring. I “Looking Glass” er det de brusende guitarer, der berører grænsen til glemslen: Selvom den hvirvlende svirren står forrest i lydbilledet, gør lagene af effekter, at det er som at høre guitartonernes genfærd.

Til sammen udgør “Looking Glass” og “Nature of Memory” den svageste del af We Will Always Be. Førstnævntes hypnotiske elementer ender med at være lige rigeligt statiske hen over de 12 minutters varighed, og Webers hviskende samtale med sig selv i “Nature…” bryder fortryllelsen, da den munder ud i en latter.

Disse irritationsmomenter til trods sidder man efter syv af pladens otte numre tilbage med fornemmelsen af, at Windy & Carl har lavet en rigtig fin plade uden helt at nå tidligere tiders topniveau. Men så følger det 19 minutter lange, mastodontiske karrierehøjdepunkt “Fainting in the Presence of the Lord”. Det åbner med fredfyldte guitarflader, og de droner og driver roligt side om side med noget, der lyder som en sløret trompet. Efter syv minutter trænger et flosset, forvrænget guitarloop ind, og lige dér risler det pludselig op og ned ad rygraden. Indledningens guitarlag duver upåvirket videre, og det distortede loop bruser og kradser videre i de resterende 12 minutter. Der er ikke den store udvikling, men det gør intet, for skønheden er gribende – ja, så monumental, at den næsten ikke er til at bære. “Fainting in the Presence of the Lord” bryder med resten af albummets intimitet og varme og peger udad og opad mod noget større og ubegribeligt. Det er skiftevis rørende, skræmmende og befriende – som en lydlig gengivelse af fornemmelsen af, at ikke alt kan rummes af éns bevidsthed og hukommelse; at ikke alt er under éns egen kontrol.

Denne decideret bevægende finale løfter We Will Always Be op på højde med Depths og Consciousness, og albumtitlen må meget gerne holde stik. Og ikke kun for Windy & Carls egen skyld.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat