Plader

Young Magic: Melt

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Kompositionerne på Melt er så gennemarbejdede, at det ikke engang mærkes, når mere elektroniske lyde træder ind i lydbilledet. De lyder blot som nogle krydderier i de store sække, der hænger fra den sære karavanes kamelrygge. Alt er akustisk og hjemsøgende som følelser af undergang og skønhed i ét. Sublimt? Ja, fandme ja.

Globetrotter-syrepop for backpackere! En strålende og nær sublim smuk debutplade i feltet mellem dreampop og neo-psychedelia er, hvad Melt er.

Stilen er gennemført, og Young Magic skaber deres egen unikke lyd omend med tydelige musikalske referencer til lignende bands. an skal vie tid til Melt, for den synes måske en smule ensformig og stenet i starten. Hvis man imidlertid er en melankolsk drømmer og glad for neo-psych, organisk vævede lydtapeter og skramlede, percussive rytmer, hvor kæder og klokker hyppigt anvendes, vil man inden længe helt sikkert lære at elske denne perle. Som bandet selv siger om deres kunstnerisk projekt: »An exploration into the subliminal, pursuit of the sublime. An infinite improvisation.« Det lyder måske en smule helligt og megalomanisk, men for mig at se er det ikke desto mindre en sandfærdig beskrivelse af musikken. Young Magic kunne godt gå hen og blive det nye Animal Collective. Det er jeg sikker på.

Albummet er den foreløbigt største musikalske kulmimation i det kunstneriske og musikalske kollektiv Cargo Collective fra Brooklyn, men bandets medlemmer kommer fra Indonesien og Australien. Kunstneren Leif Podhajsky viser en særlig prægnant eksemplifikation af den kollektivistiske kunstpraksis. Han arbejder nemlig med gruppens visuelle udtryk, og illustrationen fra hjemmesiden vidner om meget stort kunstnerisk kvalitet og flid. Min opfattelse af Young Magic er derfor, at det er mest givtigt at se dem som det musikalske udtryk for en endnu større kunstnerisk og politisk praksis. Pladen er struktureret af diverse optagelser fra en stor del af verden, som Sydamerika, Mellemamerika og Europa. Ud over Podhajskys kunstværker har Young Magic i videoen til nummeret “Drawing Down the Moon” udelukkende brugt klip fra den kontroversielle, armenske og visuelt barokke filmskaber Sergei Parajanov.

Den visuelle og auditive æstetik harmonerer og supplerer hinanden på bedste vis. Gentagende og klagende figurer i drømmende mediationer fordobles i poetisk kvalitet ved Podhajskys natur- og orientalskinspirerede ikoner, der sammen fortæller i et fordomsfrit kunstnerisk sprog om jorden som et usplittet og kosmologisk sted for menneskelig fordybelse og trivsel, men klimaet og kriserne truer, og de modsvares med inciterende klange og kompositioner. Som lytter føles det, som om man er deltager i fremmede ørkenreligioners sære ritualer og øvelser og lige så langsomt bliver sin eksistens på planeten bevidst. Ja, det er moderne hippiemusik, og det fungerer så fandens godt. Kompositionerne er så gennemarbejdede, at det ikke engang mærkes, når mere elektroniske lyde træder ind i lydbilledet. De lyder blot som nogle krydderier i de store sække, der hænger fra den sære karavanes kamelrygge. Alt er akustisk og hjemsøgende som følelser af undergang og skønhed i ét. Sublimt? Ja, fandme ja.

To højdepunkter er den energiske og fængende “You With Air” og den tilbagelænede og dopede “Night in the Ocean”. Begge er så melankolske i grundstemningen, at det lyder, som om stemmer, synths og guitarer for alvor græder eller i hvert fald indtrængende beder folk blive opmærksomme på, at livet på vores planet er enestående og magisk. Giv dig selv tid og ro til dette fantastisk smukke og poppede syremusik.

★★★★★½

Deltag i debat