Plader

1000LAX: s.t. EP

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

1000LAX’ herlige, svensksprogede punkrock byder på masser af knytnæver i luften og giver smil på læben. Mundvigene peger dog ikke mod nord i hele den halve time, debutpladen varer.

Selvom de er udstyret med aliasserne Ronny Maxe, Petter Rebelli og Karlsson, viser et hurtigt kig på 1000LAXFacebook-side, at det debuterende dansk/svenske bands rytmegruppe ikke er friske ansigter i den danske undergrund. Hvem de er, vil jeg ikke afsløre her, men de har udgivet musik fra andre boldgader end dén, 1000LAX kaster sig tumultarisk rundt på med sin svensksprogede punkrock. Om frontmand Jönsson, bandets halvsvenske islæt, ved jeg derimod ikke meget mere end den korte fortælling, han har vedlagt den selvbetitlede debut-lp:

Min mor svensk. Min far er dansk. Jeg har altid været en rebel. Min mor blev ofte vred på mig. Og når min mama er sur skælder hun ud. På svensk. Min far skældte ikke ud på mig. Han ignorerede mig.

Det har samlet sig i mig – en slags tourettes knude. 1000LAX er min åreladning. Mit confession cam. Mit afladsbrev.

Åreladningen er en fuckfinger til selvtilstrækkelighed, politet, systemet og snabbkaffe. Men den rummer også en forherligelse af svenske goder som hjemmebrændt, laks, tyttebær (fast tilbehør til en omgang köttbullar) og retten til at slå sit telt op i de svenske skove. Altså vigtige ting, det er værd at kæmpe for.

Ja, det er øllet og humoristisk punkrock, 1000LAX byder ind med. Barren for plathederne er heldigvis langt over niveau Red Warszawa, og musikalsk byder især det åbnende trekløver på herlig punkrock, knytnæver i luften og smil på læben.

“Polis, Polis” rammer med dens dansable beat og flabede omkvæd balancen mellem humor og attitude på kornet. Tørre trommeslag og støjende guitarer giver ”Jag pratar svenska” den nødvendige kant. Teksten hører til i den fjollede afdeling. ”Dette er landet” lover lige præcis den tempovekslende guitarrock, som det indledende Wipers-agtige riff lægger op til.

Også den kontante og korte ”Snabbkaffe” og ”Armkontrollan”, der er hardcore punk-ish (eller ‘hard korv’ for at anvende 1000LAX’ eget genremærkat), er slagkraftige indslag.

Når 1000LAX sætter tempoet ned, som det sker i ”Kampdag”, bliver Jönsson alvorlig på en selviscenesættende facon. R’erne ruller mere end vanligt, så han nærmest forvandler sig til en svensktalende version af Rammsteins Till Lindemann. ”Kampdag” afviger fra de øvrige sange med sin dystre tone og langsommelige tempo og forekommer derfor ude af trit med pladens helhed. Det er samtidig en kamp at høre Jönssons langstrakte kampdag til ende, så denne knap otte minutter lange afrunder trækker det samlede indtryk af 1000LAX’ en halv time lange debut ned. Ærgerligt. Indtil da er det fornøjeligt at følge Jönssons glæde for øl og laks og vrede mod systemet.

★★★½☆☆

Deltag i debat