Plader

Andrew Bird: Break It Yourself

Skrevet af Zenia Menzer

Andrew Bird rammer med sit syvende soloalbum en glædesstrålende og smittende sindsrig stemning, og med violinen helt fremme i det instrumentale billede er der ingen tvivl om, hvad der er Birds karakteristika og musikalske styrke. Break It Yourself er et smagfuldt og svingende album, der trækker Bird til toppen.

Break It Yourself lægger ud med fantastiske “Desperation Breeds”, som både indeholder klassiske og rytmiske instrumentale islæt. Det klassiske udtrykker sig primært gennem violinen, som er Andrew Birds foretrukne instrument, og som han har spillet siden fireårs-alderen. Det rytmiske trænger sig dog hurtigt på efter den indledende violinpassage, og guitaren og trommerne kommer på som en uddybning af nummeret. Violinen har dog rampelyset fæstnet på sig det meste af tiden, og tilsammen skaber trommer, akustisk guitar og det svingende strengeinstrument et nummer, der på den musikalske side minder om forår og blå himmel.

Den lyriske side trækker dog en anden vej med sin erklæring: »We keep breathing desperation.« På underlig vis er dette statement dog kun med til at skabe en stærkere følelse af håb, og man får som lytter fornemmelsen af, at alt kan lade sig gøre, hvis blot man tillader tingene at ske. ‘Carpe Diem’ er efterhånden en udvandet og maltrakteret kliché af to i dag alt for poppede ord, men det er lige præcis, hvad “Desperation Breeds” udtrykker: Slå gardinerne fra, hop ud i verden, og mærk, hvad der sker omkring dig.

Det lette og luftige fylder en del i Birds numre, men den instrumentale præcision og kreative sammensætning skaber tyngde, og Birds virtuositet inden for specielt håndtering af sin violin vejer også. Violinen er skubbet helt frem i billedet, og det lader sig stort set høre på samtlige numre. “Eyeoneye” og “Lusitania” er dog eksempler på numre, der ikke indeholder violin, men fremstår mere rendyrket rockede, hvilket er rart at høre, fordi der her spilles på andre tangenter. Det er alligevel gældende for næsten hele pladen, at violinen er i forgrunden, og at den er akkompagneret af trommer og guitar, der tilsammen skaber et enten singer/songwriter-præget eller folket univers. Bird skaber dog hybrider inden for begge genrer, og han skal have ros for netop at trække numrene ud af de kasser, han selv starter med at smide dem i. “Give It Away” er et godt eksempel på, hvordan han udvikler nummeret på en måde, der virker overraskende uden at bryde med den overordnede dagsorden.

“Lazy Projector” er et nummer, der viser Bird som violinist, men samtidig står han frem via sin udmærkede evne til at fløjte (hvilket man også kan høre på bl.a. “Lusitania”). De to ting smelter en harmonisk og lowkey stemning sammen, og som nummer seks på Break It Yourself er nummeret det første lidt roligere udspil på albummet. Her lugter der virkelig af singer/songwriter, men lugten i studiet skæmmer på ingen måde, da det klæder Bird at skære nummeret ind til benet, som han gør her. Tilgangen til musikken på denne plade er enkel, men charmerende og bevægende, og det er netop enkelheden, der skaber skønheden.

Der er god variation på Break It Yourself, og Andrew Bird får på meget elegant vis fremstillet sin musikalske kunnen. Han udmærker sig både gennem sit violinspil og sin stabile vokal, men opbygningen af numrene kræver også opmærksomhed, da der er lagt energi og følelse heri. Albummets sidste fire numre er af den mere stille slags, og her kan man også tydeligt mærke følelserne strømme gennem musikken. Alligevel får de fire numre albummet til at fade ud på en uhensigtsmæssig måde, da man som lytter simpelthen glemmer at være opmærksom. “Hole in the Ocean Floor” bryder med sine livlige violinpassager med denne stilhed, men lyden er ikke specielt påtrængende, og pladen runder af med den anonyme “Belles”. Det er for mig at høre en lidt kedelig afslutning, og man sidder tilbage med en noget tam fornemmelse af, hvem Andrew Bird er. Det kan der dog hurtigt rettes op på, hvis man trykker play og starter pladen forfra, for her er fornemmelserne klare, og den opløftende stemning, der så tydeligt skinner igennem på “Desperation Breeds”, er heldigvis gældende for de fleste af albummets numre.

★★★★★½

Deltag i debat