Plader

Anna Stengade: Day Trips on Dream River

Anna Stengade har begået et hæderligt debutalbum, men er det nok til, at hun for alvor kan skille sig ud i vrimlen af dygtige sangerinder i den elektroniske genre?

Lyder efternavnet bekendt? Ja, så lad mig da bare med det samme afsløre, at Anna Stengade ganske rigtigt er Stine Stengades lillesøster. De har tilsyneladende en kreativ åre i den familie; hvor storesøsteren er skuespiller, har lillesøsteren slået sig op på musikken. Sidste år markerede hun sig blandt andet sammen med sangerinden Hannah Schneider i electronica-gruppen Sinusstøv, men nu er hun gået solo og har udgivet sit første fuldlængdealbum, som har fået titlen Day Trips on Dream River.

Det er en fin plade, hun har lavet, Anna Stengade. Jeg har i mange dage gået og lyttet til den – og min storetå har lystigt vippet i takt til musikken. Først efter lang tid kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte nærlytte teksterne for at finde ud af, hvad de egentlig handlede om. Det har undret mig, og jeg spørger mig selv, hvorfor det tog mig så lang tid at komme dertil? Er det, fordi Anna Stengades udtryk er så billedskabende i sig selv, at man helt glemmer at lytte til teksterne? Sådan har jeg det med nogle bands, hvor musikken betyder mere end teksterne. Eller er det, fordi musikken måske er for velproduceret til, at man virkelig lytter efter? Bliver det til en slags lydtapet, som man godt kan synes lyder godt, men som ikke for alvor bliver interessant?

Desværre er det det sidste, jeg er kommet frem til, og det er egentlig synd, for efter at have nærlyttet teksterne, er jeg, i det store hele, ganske godt tilfreds med deres standard. Der er meget at komme efter, og det er derfor lidt ærgerligt, at musikken er ikke for alvor bider. Den er simpelthen for radiovenlig.

Hvis man skal genrebestemme musikken, må man kalde den electropop, eller som pladeselskabet Playground kalder det: sofistikeret pop. Det betyder vel, at der er kræset for detaljerne, såvel musikalsk som tekstmæssigt. Det må jeg da give dem ret i, og herhjemme kan hun sammenlignes med CallmeKat, RebekkaMaria og førnævnte bandkollega Hannah Schneider, der ligeledes udgiver plader i eget navn.

Titlen på albummet er velvalgt og karakteriserer meget godt stemningen, hvor Anna Stengade med sin rene, klare og luftige stemme fører os ud på eventyr, og vi undervejs til tider får fornemmelsen af, at faren lurer omkring næste gadehjørne.

Allerede på åbningsnummeret er vi trådt ind i drømmeuniverset, når Anna Stengade, efter en foruroligende og filmisk strygerintro, i første vers synger: »Picture yourself in your bed dreaming / Do you see a boy / He was a child by the sea leaning / up against the wind / Water is always cold to begin with /’Till it numbs the skin / Pick up a stone, throw it in deeper / to wash-up again.« I den efterfølgende bro vendes teksten så på hovedet, og pludselig lytter vi til en jeg-person: »I’m a driver stuck /inside a big truck / Driving with no breaks or gears / I can’t explain why / Maybe it’s ‘cause my system is driven by fear,« og i omkvædet følges der op med stroferne: »I fly straight for the sun / In a capsule of paper / All day long I rerun / What I can’t undo, what’s already been done.«

Sangen handler selvfølgelig om at tage chancer i livet og forfølge sine drømme. For jeg-personen er der ikke andre muligheder; hun kører jo bare derudad uden bremser og gear, selvom det kan gå galt, når hun i sin kapsel af papir flyver imod solen. Jeg synes, det er en god tekst. Den er godt skruet sammen, og tricket med at vende synsvinklen fra første vers til bro og omkvæd for at inddrage lytteren er godt håndværk. Nummeret er ligesom de fleste af albummets numre bygget op omkring både programmerede og akustiske trommer, hvilket trods alt giver den elektroniske lyd et organisk præg.

Også albummets tredje skæring, “Dinosaurs”, pirrer min nysgerrighed. En sang, der tilsyneladende handler om dinosaurer, hører man da ikke hver dag. Nummeret rummer elementer af triphop og kan lydmæssigt måske sammenlignes med Caroline Hendersons Cinemataztic fra 1995. Den viser sig at være en dystopisk sang om verdens undergang, hvor dinosaurernes endeligt kobles med en frygt for menneskenes ditto. Den sammenstilling er dog lidt søgt, og Anna Stengades skolede stemme kommer til kort på dette nummer. Den har simpelthen ikke nok kant, hvis den skal skabe en apokalyptisk stemning. Men igen er sangen virkelig iørefaldende ligesom de fleste andre på albummet.

Nummeret ”Big Cats” skiller sig dog ud fra denne masse. Det er uptempo, skævt og mere elektronisk. Kompromisløst og spændende – mere af det, tak.

Og alt i alt er albummet da også godt og solidt håndværk, men om det er nok til, at Stengade for alvor vil vække opsigt, tvivler jeg på. Stengade er en kunstner med et solidt udviklingspotentiale, men hun kunne have allerbedst af at tage nogle flere chancer fremover.

★★★☆☆☆

Deltag i debat