Plader

Breton: Other People’s Problems

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Er du på udkig efter en kompleks, poppet og dansabel udgave af indietronica anno 2012? Engelske Breton giver et mærkværdigt, genrehoppende og strålende bud på sit debutalbum.

De har smidt deres ep The Blanket Rule ud til gratis download. De har turneret med Ghostpoet og Tom Vek og skal nu turnere med We Were Promised Jetpacks, der også har kontrakt med det store indie-selskab Fatcat Records. De har indspillet deres plade i Sigur Rós’ studie, Sundlaugin i Island, og de har lavet fede remixes af navne som Local Natives, Tricky og Temper Trap. NME og BBC Radio 1 kan ikke få armene ned i begejstring over dem. Men hvad gemmer der sig egentlig bag bandet, der deler navn med den franske surrealist André Breton og mixer Hauschkas kompositionsmusik ind i poppede melodier?

Svaret kan ikke blive entydigt, fordi Bretons debutalbum peger i flere retninger. Overordnet set kan albummet inddeles i tre distinkte udtryksformer: loopbaseret indietronica med instrumental-hiphop-lyd, hvor vokalen holdes i baggrunden bag synths og trommemaskine; en mere club/dance-inspireret stil, hvor en form for dubstep synes at gå hånd i hånd med Depeche Mode-reminiscenser; samt en decideret dark disco-lyd, der trækker på referencer som Editors, Interpol og Bloc Party. Alle produktioner domineres af blæsere og strygere samt en gedigen, men også lidt fortærsket brug af kor og opklippede stemmesamples. Det lyder en smule mystisk at blande så forskellige musikalske referencer ind i de samme kompositioner, men det er ikke desto mindre gennem disse genresammenstød og -fortolkninger, at Breton skaber deres komplekse, poppede og dansable udgave af indietronica anno 2012.

Åbningsnummeret “Pacemaker” lægger ud med med et elektronisk hiphopbeat med horn-samples og andre cuttede loops oven på dyster synthbas og en tung trommemaskinerytme. Det er et af de numre, hvor vokalen fungerer allerbedst, og det udgør en rigtig god start på albummet. De næste to numre er komponeret på lignende måde. Vokalen er ofte så afdæmpet i produktionen, at det kan tage nogle gennemlytninger, før man opdager, at der gemmer sig rigtig gode melodistykker under overfladen.

Bretons seneste singleudspil, “Interference”, er en ret poppet sag, komplet med »åh åh åh«-syng-med-omkvæd, og her sporer man for alvor deres britiske dark disco-lyd. Fra samme skuffe, men endnu bedre, er “Ghost Note”. Her er der en bedre fordeling af instrumentale stykker og vokalpassager, og her formår Breton i et enkelt nummer at kondensere et væld af elementer af nyere britisk, alternativ musikhistorie.

I samme åre befinder “Oxides” sig, og er man til det mere hårdtslående, hurtige og støjende, kan man få sin trang stillet med smaddernummeret “Wood and Plastic”. Other People’s Problems rummer simpelthen så mange sjove og mærkelige momenter, at det er nemt at forgabe sig i detaljer, og som lytteoplevelse føles de talrige sære genrekombinationer sjældent som nogen udfordring. Det hele glider ubesværet ind i ørerne og kan meget nemt forplante sig ud i éns dansende ben og arme.

Og så er der “Jostle”, som jeg simpelthen ikke kan få nok af. Den mest flabede og drilagtige synthfigur, en koklokke, et poppet omkvæd og en frisk trommerytme får det hele til at fungere, og med en smule tilvænning bliver “Jostle” til en sand ørehænger og dansegulvsstarter til din forårsfest.

Other People’s Problems er sjov, alvorlig og god på samme tid. Genresammensmeltningerne er besynderlige, men udført så lækkert, at det er svært at kritisere nogle enkelte numre eller aspekter ved musikken. Bretons debut gør i hvert fald bandet fortjent til at blive spillet og hørt rigtig meget, og eftersom englænderne snart gæster København, er det på sin plads at give albummet og den gratis ep en chance. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at opleve denne mærkværdige fremtidspop live.

★★★★★☆

Deltag i debat