Nyheder

Cadence Weapon har forårsalbum på trapperne

Skrevet af Mikkel Arre

Den canadiske rapper er tilbage. Denne gang bl.a. i samarbejde med album- og Pop Revo-aktuelle Grimes.

Da 2008 startede, havde vi her på Undertoner ingen idé om, at vi havde brug for blandingen af hiphop og house. Ved årets udgang var vi til gengæld ikke spor i tvivl og udnævnte canadiske Cadence Weapons album Afterparty Babies til årets femtebedste album. Siden da har Cadence Weapon – alias Roland Pemberton – været tavs på udgivelsesfronten bortset fra 2010-mixtapet Tron Legacy, men han har haft travlt med helt andre ting.

I 2009 blev han nemlig udnævnt til stadsdigter i Edmonton. Det betød, at han i to år havde til opgave at skrive og fremføre poesi for borgerne, herunder i byrådssalen i Edmonton, der vist aldrig har haft fornøjelsen af et så rytmisk betonet indlæg fra en gæst.

Blandt de værker, Pemberton skrev i borgernes tjeneste, var teksten “Dirt City” – her fremført for et hujende publikum – og den danner nu afsæt for, at Cadence Weapon vender tilbage som albumkunstner. I løbet af det kommende forår udgiver han nemlig en ny plade ved navn Hope in Dirt City. Den eksakte udgivelsesdato er ikke på plads endnu, men det er de første smagsprøver til gengæld. Dels har Pemberton sluppet nummeret “Loft Party” om ulovlige fester og om at få Facebook-henvendelser fra smukke kvinder, der viser sig i virkeligheden at være politibetjente, som vil infiltrere fest-netværket. Det kan du streame og downloade her.

Og nedenfor kan du høre og downloade “88”, hvor Cadence Weapon samarbejder med sin albumaktuelle og anmelderroste landskvinde Grimes.

Deltag i debat