Koncerter

Cass McCombs, 19.03.12, Musikcaféen, København

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Til en udsolgt koncert viste amerikanske Cass McCombs, at han både er en mesterlig og en utrolig dårlig sangskriver. Og at de to ting ikke lader sig blande til en god koncert-cocktail.

Det var lidt en overraskelse, at amerikanske Cass McCombs sådan en kold forårsaften kunne spille en udsolgt koncert på Musikcaféen i Huset i Magstræde. Selvom flere af hans seneste album har rangeret højt på Pitchforks årslister – det gælder både Catacombs fra 2009 og Wit’s End fra sidste år – har hans musik, i tilpas overensstemmelse med udtrykket, ikke levet så langt over radaren herhjemme.

Faktisk besøgte Cass McCombs også Danmark sidste år efter udgivelsen af Wit’s End. Denne 2012-aften havde han sit nye album, Humor Risk, også fra 2011, i bagagen; et album som er tungere og mere rocket i lyden end hans to forrige. Faktisk er det så anderledes, at det viste sig at være en mere end udfordring for McCombs at forene de to udtryk.

Aftenen startede med den blide ”Buried Alive”, som absolut ikke slog sættet an på normal vis. Men skrøbeligheden skabte dog hurtigt en andægtighed og et publikum, som koncentrerede sig om det tyste, der skete på scenen. Disse numre, hvor han overraskende hurtigt skaber et intimt rum, har han flere af i bagagen, og det var modigt og effektivt af åbne med sådan et stille nummer.

Efterfølgende fik han aktiveret sin keyboard- og ikke mindst pedal steel-spiller rigtig fint med ”Angel Blood”, der er noget mere banal i udtrykket, men samtidig viser hans musikalske rødder i 70’ernes softrock og ikke mindst inspirationen fra country. Den sukkersøde ”Dreams-Come-True-Girl” og længselsfulde ”Harmonia” fik samme, velspillede behandling med ekstra indlagt jam.

Med ”Pleasant Shadow Song” vendte Cass McCombs tilbage til den blide intimitet, som han åbnede koncerten med. Der var et fint flow mellem gamle og nyere numre indtil dette punkt på aftenen. Og så gik det ellers skævt. Herefter begyndte røvballerocken at stikke sit knap så charmerende hoved frem. ”Equinox” fra 2005-albummet Prefection fik for meget blues-bund. ”Love Thine Enemy”, åbningsnummeret fra seneste album, er sangskrivning som Bill Callahan på en ret dårlig dag. På dette tidspunkt på aftenen havde pedal steel-manden da også forladt sine vandrette strenge for at give numrene mere spade. En synd disponering.

”I Cannot Lie” blev til skidt Lou Reed-pastiche, og den rullende ”Lionkiller” var som dårlig The Doors. Selv soft-hittet ”County Line” fik McCombs og band ødelagt ved at forlænge outroen med flere minutter, som slog hele timingen og dermed intimiteten ihjel. Da aftenens sidste nummer, ”Bury Mary”, rockede igennem og klingede ud var det med en sært fragmenteret smag i munden. Utroligt, at en musiker som Cass McCombs kan indeholde både smuk og ultraintim sangskrivning, og samtidig lægge hånd til en banal rock-sangskrivning, der tangerer et skoleband fra en efterskole. Mere forståeligt er det, at det viste sig så svært at kombinere de to elementer denne aften.

★★★☆☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat