Sidste år dannede syrerockbandet Causa Sui sit eget pladeselskab, El Paraiso Records, og indtil nu har selskabet ikke overraskende fokuseret på psykedelisk, kraut-influeret rock. Men når sommeren kommer, vender El Paraiso sig mod folk-genren.
Under navnet Sun River dyrker sangeren og sangskriveren Martin Rude og de to Causa Sui-medlemmer Jonas Munk og Jakob Skøtt en akustisk funderet blanding af folk og psych a la den amerikanske vestkyst. Trioen peger selv på John Fahey, Nick Drake og Tim Buckley som inspirationskilder, og der er bestemt også spor af dem i de to numre, bandet indtil videre har sluppet.
“Lines” og “Fourths” stammer fra trioens debutalbum, hvis eksakte udgivelsesdato endnu ikke ligger fast. Albummet udkommer “først på sommeren,” skriver El Paraiso på sin hjemmeside.
Allerede i starten af maj er der dog mulighed for at opleve trioen live. Sun River er nemlig på programmet ved årets udgave af Spot Festival i Aarhus, der løber af stablen d. 4.-5. maj.