Plader

Chairlift: Something

Skrevet af Sebastian Sharif

Chairlifts andet album, Something, er en yderst vellykket demonstration udi det eklektiske popsnedkeris ædle kunst. Melodierne er stærke, mens den uhøjtidelig stemning sørger for, at det på intet tidspunkt svælger i 80’er-svulstighed eller kunstlet chillwave-nostalgi.

Man skulle tro, at der efterhånden var 80’er-inspirerede bands nok. De seneste år har mildest talt flydt over med synthpop og new wave-revival-bands, der alle filtrerer det hippe og tilsyneladende stedsegrønne udgangsmateriale gennem det, som James Murphy i “Losing My Edge” så vittigt kaldte »borrowed nostalgia for the unremembered eighties«. Selvom nummeret er fra 2002 – altså før det helt store 80’er take-over med eksempelvis pseudo-genren chillwave/glo-fi/hypnagogic pop (hvad man nu foretrækker) – så skulle Murphys ord vise sig at være nærmest profetiske. 80’er-manien ser nemlig ikke ud til at ebbe ud lige foreløbigt: Alene sidste år udgav eksempelvis Neon Indian, Com Truise, Ford & Lopatin og Washed Out alle kritiker-roste albums, der står i dyb gæld til 80’ernes musik. Her fortsætter Chairlift så i 2012 med Something.

Da Chairlift tilbage i 2008 udgav deres debutalbum, Does You Inspire You, var de mest af alt et indie-band i ordets mere traditionelle forstand: Musikken lød hjemmespundet med spinkle, analoge trommemaskiner og kitschede synthesizers, mens og pladen blev tilmed udgivet af det überhippe Brooklyn-label Kanine Records. Hvor meget produktionen end osede af soveværelses-æstetik, kunne den dog ikke skjule bandets evidente pop-sensibilitet, der scorede dem en højt profileret tjans som underlægningsmusik til en iPod Nano-reklame og en deal med Columbia Records, og med Something træder Chairlift således ud på den anden side som et major-label band.

På trods af dette skridt fra indie til corporate har bandet formået at beholde den kunstneriske integritet, og man kan stadig med rette definere deres musik som ‘alternativ’. For ikke alene er Something en demonstration udi popsnedkeriets ædle kunst, den er også – takket være arbejdet bag studiepulten af de prominente producere Alan Moulder og Dan Carey – en særdeles vellykket og eklektisk affære. Myriader af percussion, samples og lydeffekter vrimler ind og ud i baggrunden af lydbilledet, alt imens synthesizerne yderst i mixet strides om at skabe store, fede hooklines. Det er forfriskende og fængende i højeste potens.

Man kan selvfølgelig beskylde Chairlift for ‘bare at være endnu et Brooklyn band’, der hægter sig på en musikalsk trend af guldgravning i 80’ernes Klondike af kitsch-pop, men de beskyldninger fremstår temmelig tomme efter et lyt til Something.
Jovist kender duoen sine referencer – “I Belong in Your Arms” er eksempelvis ikke uden en vis lighed med Michael Sembellos “She’s A Maniac”, mens bandet i det afsluttende nummer, “Guilty as Charged”, benytter sig af den klassiske 80’er lyd ‘orchestral hit’ kendt fra bl.a. Duran Durans “A View to a Kill” – men de svælger på ingen måde i hverken 80’ernes oversvulstige glamour eller i chillwavens åh-så-drømmende nostalgi.

Faktisk er noget af det, som Something vinder på, netop musikkens uhøjtidelighed. Her er det bærende element forsangerinde Caroline Polacheks charme og karisma, der sørger for, at det på intet tidspunkt bliver smagløst eller klistret.
Det er slående, hvor mange facetter hendes vokal har: Hun kan være sexet som en jazz-sangerinde i det loungede lune, kugleskør og overgearet eller blåøjet og lille pige-agtig, som fortolkede hun twee-pop-sange. Og så leverer hun lyrikken med et så umiskendeligt glimt i øjet, at f.eks. singleforløberen “Amanaemonesias” surrealisme fremstår som det mest nuttede nonsens (for ikke at nævne den tilhørende musikvideo, der er til at dåne over).

Som med så mange glad-i-låget pop-plader har Something dog i særdeleshed ét problem: Den har svært ved at komme ind under huden på én, også selvom der er rigeligt at udforske i de stærke melodier og den detaljerige multi-lags produktion, og på trods af at den med balladerne “Cool as a Fire” og “Turning” gør et nobelt forsøg på at ramme lytteren lige i hjertekulen. Derimod vil pladen helt sikkert hitte til den næste fest, hvor du er blevet træt af at høre Skrillex og Avicii.

Jeg ordinerer Something til alle, som har brug for et skud endorfin-udløsende popmusik!

★★★★½☆

Deltag i debat