Nyheder

Chigliak Records klar med første udgivelse

Med en Grammy i bagagen er Bon Ivers Justin Vernon klar til at slippe første udgivelse fra sit nye pladeselskab, Chigliak Records.

Justin Vernon er en travl mand. Oven på udgivelsen af Bon Ivers selvbetitlede andet album sidste år og en omfattende turné, der blandt andet bragte ham og bandet forbi Falconer Salen, annoncerede han i januar, at han havde haft et nyt pladeselskab, Chigliak, i støbeskeen siden 2010.

Det står nu klart, at Chigliak er en ny underafdeling af det amerikanske pladeselskab Jagjaguwar, som blandt andet har udgivet flere af Vernons andre projekter, f.eks. Volcano Choir og Gayngs. Chigliak vil primært udgive musik fra bands i og omkring Vernons hjemby Eau Claire med en blanding af genoptryk og nye udgivelser på vinyl.

Den første plade, selskabet udgiver bliver It’s All Aquatic af Amateur Love. En plade, som første gang blev udgivet på cd i 2003. At genudgive pladen var ifølge Vernon en af hovedeårsagerne til, at pladeselskabet blev skabt, og den bliver altså nu første udgivelse på Chigliak Records. Senere i år skulle udgivelser fra Sarah Siskind og 12 Rods følge trop.

Hør “Con/A Sewer/Cat” fra It’s All Aquatic her.

Deltag i debat