Nyheder

CPH PIX tager på svampetur med dansk syrerock

L
Skrevet af Mia Ravn Bach

Den 12. april kan du blive en del af et længere svampetrip, når CPH PIX inviterer til flere generationers bevidsthedsudvidende dansk syrerock i Amager Bio. Spids Nøgenhat, Young Flowers og Elevatorfører tilvejebringer en aften på ægte psykedelika manér.

Den 12. april kan du blive en del af et længere svampetrip, når CPH PIX inviterer til flere generationers bevidsthedsuvidende dansk syrerock i Amager Bio. Spids Nøgenhat skyder arrangementet i gang med Lorenzo Woodrose (Baby Woodrose, Dragontears) i front. Bandets koncerter er sjældne og respekterede, hvorfor de altid er i høj kurs for en voksende fanskare, der har brug for et afbræk fra virkeligheden. Aftenen fortsætter med en af de helt store bannerførere inden for den danske syrerockscene, når det gendannede Young Flowers med den legendariske Peter Ingemann i front bringer sen-60’erne op til overfladen med deres udknaldede progressive forløb.

Som opvarmning til de ovenstående musikalske herligheder finder vi det psykedeliske folkeorkester Elevatorfører, der betragtes som én af arvtagerne til den danske syrerockscene.

Nu er CPH PIX jo en filmfestival, hvorfor der selvfølgelig vil blive vist masser af vilde visuals og dertil hørende mystiske film under koncertene. Ved fremvisning af koncertbilletten kan man dog også møde op på nabospillestedet Beta før koncerten og se mexicanske Matías Meyers 60 minutters lange filmiske syretrip “Wadley”, der følger en mand bevæge sig forvildet rundt i den golde mexicanske ødemark.

Læs mere om arrangement og billetkøb via CPH PIX’ hjemmeside.

Deltag i debat