Plader

Heidi Mortenson: Mørk EP

Skrevet af Jonathan Heldorf

Med fremhævet testosteronfyldt kvindelighed udfolder Heidi Mortenson over fem skæringer sin vitale, bombastiske og nærmest betonkubistiske electro-dystopi.

Med et enkelt lyt på Heidi Mortensons nye ep, Mørk, blev jeg med det samme mindet om en samtale, jeg havde for nogle år siden. Emnet var, hvorvidt begrebet avantgarde stadig findes som andet end en isme fra fortiden – en støvet rodekasse på historiens loft. Vi kan stadig blive provokerede, men kan vi også overraskes af folk, der bevidst tegner uden for stregerne? I et samfund, hvor subkulturer er blevet en industri og groft set også mainstream, og hvor alting er blevet en kamp om den tilsyneladende masseproducerede, individuelle identitet, er det da muligt at være rebelsk, sådan rigtigt?

Heidi Mortenson er helt tydeligt en sådan musisk personlighed, der gerne vil tegne uden for stregerne. Med et, om ikke kønsneutralt, så tilstræbt androgynt udtryk af fremhævet testosteronfyldt kvindelighed udfolder hun over fem skæringer sin vitale, bombastiske og nærmest betonkubistiske electro-dystopi. Og med sin dybe, meget artikulerede alt-stemme og sine kropsfokuserende, nærmest kirurgiske tekster minder Heidi Mortenson mig om andre stærke, aparte kvinder som Pernille Rosenkrantz-Theil og Suzanne Brøgger.

Bortset fra den snært af irriterende iscenesættelse, jeg mærker – som i høj grad gør, at jeg ser på Mørks vokalside med en del skepsis – er der masser at påpege med optimisme. Hele lydsiden er imponerende i al sin tyngde og, ja – mørke. Og der bliver ikke sparet på noget, når Mortenson, ekstremt vellykket, fremkalder delirium-lignende minder om både Crystal Castles’ “Alice Practice” (i “Et stykke mindre”) og den uhyggelige Disney-sang “Pink Elephants on Parade” (i “Underkast”).
Hun forstår – helt umiddelbart, virker det til – at skrue en melodi sammen, der på én og samme tid er rytmisk fængende, tungt slæbende og uforudsigeligt legesyg, og det er om noget en stor præstation i mine øjne.

Faktisk har jeg kun lutter roser til den instrumentale side af Mørk, der bevæger sig på kanten af det industrielle, med masser af kolde lydflader og synth, men samtidig er der også plads til fanfare-blæsere i “Dele af kroppen”, og “Alt i Alt” leger med et ægteskab og flydende overgange mellem det, der lyder som en trombone, og en harmonika. Også afslutningsnummeret “Lyset eksisterer endnu”, der afviger fra resten af ep’en, fungerer glimrende i hele sin nedtonede, akustiske og instrumentale udformning – som en lille reminder om, hvor lidt der nogle gange skal til for at vække følelser inden i os.

Men rebet strammes, når hun med sin teatralske og langstrakte vokal begynder at udsvælge: »Salte sår, giftig drik, grus i hjerte, stum i mund«, eller »Dele af kroppen deler sig, deler mig« eller den lige så ulideligt poetiske linje »Hver dag, et stykke mindre af dig«.

Havde lyrikken og æstetikken omkring vokalen været anderledes, er det ikke usandsynligt, at det havde udløst et ekstra U, men jeg bryder mig så lidt om denne side af Mørk, at det næsten koster det fjerde U. Men så lav en karakter fortjener instrumentalsiden dog alligevel ikke.

★★★★☆☆

Deltag i debat