Koncerter

Lambchop, 19.03.12, Voxhall, Aarhus

De fantastiske musikere i Lambchop forstår at forløse Kurt Wagners smukke sange – det fik vi at se en mandag aften i Aarhus.

Det var med store forventninger, men også lidt skepsis, at undertegnede begav sig på vej til Voxhall for at se Lambchop fremføre de fabelagtige numre fra deres nyligt udsendte melankolske værk, Mr. Met.

Dels glædede jeg mig til at høre bandet, som jeg har lyttet så meget til, men aldrig set live, og samtidig var jeg spændt på, hvordan numrene fra den nye plade ville lyde. Kurt Wagner har i et interview med NPR Music fortalt, at de specielle strygerarrangementer (som Wagner kalder psych-Sinatra), der i høj grad kendetegner Mr. Met, hverken vil eller kan blive genskabt live. Han mener dog, efter at have uropført dem i Australien, at sangene, på grund af deres åbne og minimalistiske struktur, sagtens kan stå distancen.

Lambchop var annonceret på scenen kl. 21, men inden da varmede sangerinden Cortney Tidwell publikum op. Senere skulle det vise sig, at både hun og hendes backingband var en del af Lambchop-kolletivet. Desværre må jeg nok sige, at hendes koncert var et lidt skuffende bekendtskab, ikke fordi sangene var decideret dårlige, men hendes sceneoptræden lod noget tilbage at ønske. Hun var meget usikker, stod langt tilbage på scenen og klamrede sig til sine tekster. Hun bevægede sig kun frem til scenekanten nogle ganske få gange, når hun tilsyneladende kunne teksten udenad, ellers blev hun tilbage på den plads, som hun senere skulle indtage som korsangerinde i Lambchop. Musikalsk var det ret traditionel countrymusik, med det obligatoriske knæk på stemmen – ikke voldsomt originalt. Da hun og bandet kom til sættets sidste nummer kommunikerede hun for første gang med publikum: »We’re gonna do one more song,« annoncerede  hun og kiggede ned. Pludselig var det som om, hun kom i tanke om noget: »By the way, my name is Cortney Tidwell,« fremstammede hun, og så spillede bandet det sidste nummer og listede af scenen som hunde med halen mellem benene.

Da klokken nærmede sig 21 gik Wagner og Lambchop på scenen. Wagner var selvfølgelig iklædt sin obligatoriske kasket og satte sig til rette til højre på scenen med sin akustiske guitar. Det seks mand store band på trommer, bas, keys og el-guitar, kor, pedal steel-guitar og klaver indtog ligeledes deres plads i scenens lineup, der dannede en halvcirkel.

De lagde ud med en stille udgave af det ellers glade, gospel-lignende nummer ”Give It”, fra Live at XX Merge. Da det ebbede ud, spillede pianisten Tony Crow, der senere skulle vise sig som en ret munter mand, lidt af temaet fra filmen “The Deer Hunter” indtil Kurt Wagner brød ind med: »Don’t know what the fuck they talk about« fra åbningsnummeret ”If Not I’ll Just Die” fra Mr. Met. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, så stille var der – og så stille vedblev der faktisk at være under stort set hele koncerten. Jeg har sjældent været til en koncert, hvor der har været en mere andægtig stemning, men det havde jeg egentlig også forventet, for Wagners sange har en helt speciel evne til at få folk til at spidse ører.

Efterfølgende opførte Lambchop samtlige numre fra Mr. Met – dog i en lidt anden rækkefølge end på albummet. Vi fik bl.a. en fuldfed og lidt funky version af ”2B2”, hvor trommeslageren og bassisten viste hvor supertight de er. Også det socialrealistiske nummer ”Buttons”, hvor Wagner demonstrerer sin sans for menneskeskildringer i sine lakoniske tekster, foldede sig flot ud, og publikum morede sig kosteligt over sætningen: »There not much to do for you this summer / I guess you will be a local bummer«. Aftenens højdepunkt var ”Nice Without Mercy”, som melankolsk og majestætisk løftede sig. Det er simpelthen en smuk, smuk sang, hvor Wagner bearbejder sin sorg over vennen Vic Chessnuts død.

Da bandet havde spillet numrene fra Mr. Met, introducerede Wagner medlemmerne af sit band, som pligtskyldigt nikkede ud mod publikum, når deres navn blev nævn. Indtil da havde han ellers ikke kommunikeret ret meget med publikum, men det behøver man heller ikke, når ens sange kommunikerer i sig selv. Det hele foregik stille og roligt, men da Wagner selv skulle præsenteres af Tony Crow, kom der gang i kludene. Han lagde ud med en lang tale, hvor han blandt andet fik sagt: »we’re bringing you love« og »remember the power of love is stronger than the love of power«. Derefter rodede han sig ud i en sjofel historie om Adam og Eva – det var nok ikke gået i bibelbæltet, men på Voxhall var det befriende, og i den efterfølgende sidste halvdel af koncerten blev der en lidt mere løssluppen stemning. Her fik vi numrene ”My Cliché”, ”My Blue Wave”, ”The Gettysberg Address” og ”The Man Who Loved Beer” fra det efterhånden meget omfangsrige bagkatalog. Indimellem forsøgte en mand fra publikum at ønske nummeret ”Up With People”, fra gennembrudspladen Nixon, men Lambchop var ikke meget for at tage imod ønsker fra publikum, hvilket man tydeligt kunne aflæse på især Wagners kropssprog.

Efter at være gået af scenen, blev bandet klappet ind igen af et desværre ikke helt fyldt Voxhall, og som ekstranumre spillede de to covernumre: ”Guess I’m Dumb” af The Beach Boys og ”I Threw It All Away” af Bob Dylan.

Det var en rigtig god koncert, Lambchop leverede, og efterfølgende må jeg give Wagner ret: sangene fra Mr. Met kunne absolut stå distancen. Det kan de fordi bandet spiller så fantastisk, som de gør. Alle musikerne kender deres plads og spiller præcis, hvad de skal – og ikke mere. Det er netop det, der kendetegner en god musiker; at han kan forløse musikken, så melodierne og teksterne står knivskarpt. Det er bestemt ikke alle musikere, der kan det. Nogle har en tendens til at lirre alle mulige tekniske ting af, hvor det ikke er nødvendigt. Angående strygerne, så blev deres rolle faktisk overtaget af Cortney Tidwells fantastiske korstemme, så jeg undervejs næsten glemte lyden fra albummet. Og det skal hun have, Cortney Tidwell, hun er en fremragende sangerinde.

★★★★★☆

Fotos: Ole Lauritsen, Voxhall

Deltag i debat