Plader

Lambchop: Mr. M

‘Psych-Sinatra’ kalder Lambchop deres lyd på deres fantastiske nye album. Læs mere om, hvad det indebærer.

Som helt ung, nyansat lærer blev jeg bedt om at tage en vikartime som støttelærer for en ældre kollega.
Vi fulgtes ad ned til klassen, og da vi kom ind i klassen, var der en forfærdelig larm. Jeg kunne mærke, at larmen påvirkede mig, og tog mig selv i pr. automatik at råbe til børnene, at de skulle være stille og finde deres pladser. Min kollega, der var en meget fåmælt type, lagde en helt anden strategi for dagen: Han gik stille og roligt hen til katederet og startede undervisningen med en stemmeføring, der, om muligt, var endnu lavere end den, han normalt havde.

Jeg tog derfor plads på radiatoren (det er ikke for ingenting, at en støttelærer i folkemunde ofte betegnes radiatorpædagog) og tænkte ved mig selv, at det ville komme til at tage lang tid, før børnene faldt til ro. Stik imod al forventning skete det modsatte, og læreren kunne starte undervisningen med normal stemmeføring. Når det undervejs i timens forløb skete, at der var optræk til uro, sænkede læreren stemmen, og hver gang var effekten den samme. Der blev ro.

Den dag lærte jeg selvfølgelig noget om pædagogik, men jeg funderede ligeledes over, at episoden også siger noget om livet i al almindelighed: Det er langt fra altid den, der taler højest, der får mest opmærksomhed, og ofte har den, der taler højest, i virkeligheden mindst at sige.

Jeg kom til at tænke på denne episode, da jeg fandt ud af, at jeg skulle anmelde Lambchop. Sangskriver og forsanger Kurt Wagner har en formidabel evne til at skrive små finurlige, underfundige, sarkastiske, humoristiske og underspillede sange om hverdagens op- og nedture, og han formidler dem med en lavmælt, staccato, snøvlende, skrøbelig croon, der får mig til at tænke på både Elvis Costello, Lou Reed og Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons. Når Kurt Wagner synger, er det uden de store armbevægelser, og der skal nok sidde konservatorie-uddannede sangpædagoger rundt omkring, som kunne have lyst til at give ham besked på at gå hjem og øve sig. Men i min verden synger han fantastisk.

Lambchop er på mange måder outsidernes band, og nogle vil sikkert sige, at de er en flok hillbillies fra Nashville. De er i hvert fald fuldstændig upåvirkede af tidens trends og har fundet deres egen niche i populærmusikken. Man har prøvet at sætte dem i bås som alternativ country, men det har jeg altid syntes var en lidt underlig betegnelse, for der er unægtelig langt fra Gram Parsons og Ryan Adams til Lambchop. Selv udtalte Kurt Wagner i starten af Lambchops karriere, at de var “Nashvilles most fucked-up country band”.

Nej, Lambchop er noget helt for sig og trækker på inspirationer fra blandt andet country, soul, jazz og lounge. Nu har gruppen så sendt et nyt album, Mr. M, på gaden. Det er bandets 11. studiealbum og blev til i en periode, hvor Kurt Wagner sørgede over vennen, sangeren og sangskriveren Vic Chesnutts død af en overdosis narkotika. Han er også til stede i albumtitlen, der stammer fra nummeret “Mr. Met”. For at undgå juridiske kontroverser med baseballholdet New York Mets, der har en maskot ved navn Mr. Met, valgte Lambchop forkortelsen. Met er under alle omstændigheder datid af to meet (at møde) og hentyder til Chesnutt.

For at bearbejde sorgen var Kurt Wagner begyndt at male igen for første gang i mange år. Det lå ham fjernt at indspille et nyt album, indtil hans gode ven og producer, Mark Nevers, fik idéen til, hvordan et nyt Lambchop-album kunne lyde.

Nevers var blevet inspireret af Frank Sinatras nummer “September Song”, som han havde hørt på Youtube. Stryger-arrangementet forekom ham nærmest abstrakt, som om det var en slags modstemme til melodien. Det fascinerede ham, og idéen var, at Lambchops nye album skulle lyde som psych-Sinatra.

Wagner og Nevers gik derfor i gang med at indspille spartanske udgaver af nye numre og sendte dem til Mike Neely, en stryger-arrangør i London, som skulle lægge flere lag strygere på. Planen var så, at Mark Nevers hjemme i Nashville ville dekonstruere disse strygere ved at føre dem igennem forskellige guitarpedaler og på den måde få dem til at blive psykedeliske.

Lyden på Mr. M er ikke fundamentalt anderledes end tidligere; Lambchop er Lambchop, og strygere er hørt før på et Lambchop-album. Men lyden er alligevel ny på dette album. Tidligere har hele bandet ofte som en kollektiv enhed arbejdet sig frem til en ny plade. Mr. M er i højere grad et studie-projekt og er mere spartansk instrumenteret.

Resultatet er ganske enkelt fantastisk. Et sørgeligt og melankolsk værk, der, selv om det ikke var intentionen fra starten, er kommet til at have Vic Chessnuts tragiske død som omdrejningspunkt. Albummet rummer utroligt smukke og smertende sange om døden og hvordan man kommer overens med livet.

Allerede på første nummer, “If Not I’ll Just Die” anslås albummets grundstemning, og symptomatisk lægges der ud med en stryger-intro, hvorefter Kurt Wagner stemmer i: »Dont know what the fuck they talk about.«
Sangen opstod, da Wagners kones familie var på besøg. Han sad i sit arbejdsværelse, lyttede til musik og fik den idé at skrive de ting, han kunne høre fra køkkenet ned. Disse citater kombinerede han med observationer af omgivelserne, kommentarer til musikken og egne tanker. Resultatet er en slags collage, hvis sidste linjer lyder således: »I represent you crying / We were born to rule, we were born to rule.«

De to linjer skal nok forstås uafhængigt af hinanden, men hentyder, især når man har nummerets titel (som i øvrigt refererer til Burt Bacharachs “The Guy is in Love With You”) in mente, til Vic Chesnutts død. Teksten er fragmentarisk og kan virke ambivalent, men giver alligevel på forunderlig vis mening.
Denne metode at skrive på ses ofte hos Kurt Wagner, som er en mester i at observere. Han skriver, så man føler, at man er til stede midt i begivenhedernes centrum og repræsenterer på fornemste vis det velkendte mantra don’t tell it, show it.

De to ballader “2B2” og “Nice Without Mercy” sejler derudaf på en langsom trommerytme og minder lidt om hinanden rent melodisk. I “2B2” besynger Kurt Wagner ensomheden og længslen, som i følgende linier smukt anskueliggøres: »It was good to talk to you while we’re cooking / sounds like we’re making the same thing / one man cooks with powder / the other cooks with stones.«

I “Nice Without Mercy” beskriver Kurt Wagner, hvordan han prøver at komme videre med sit liv, og undervejs refererer han, for eneste gang på pladen, direkte til Vic Chessnut, der omtales ved sit kælenavn, Little Jimmy Dickens. »The sky opens up like candy / The wind don’t know my name / the warmth comes back even though you thought it would not,« synger Wagner til sidst i sangen, som dermed rummer forsoning med livets barske realiteter.

Der er masser at tage fat på undervejs på Mr. M, og også de to instrumentalnumre, “Betty’s Ouverture” og “Gar”, er stemningsfulde og langt fra at være fyld. Det eneste svage nummer er det atypiske “The Good Life (Is Wasted)”, som paradoksalt nok nærmest er en country-pastiche.

Jeg kan således anbefale Lambchops nye album på det varmeste.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Jeg synes sgu der er gået for meget blegnæbbet casino jazz i den på de seneste par Lambchop-plader. Jeg elskede aktivt deres to første albums fra 90erne, siden da er det gået meget ned ad bakke primært på melodisiden. Ja, Wagner er fortfarende en dygtig lyriker, men musikken står helt i stampe. Det er kedsommelig kontrolmani og ikke spontan skaberglæde der oser ud af rillerne these days.

Deltag i debat