Koncerter

Loney Dear, 29.02.12, Ideal Bar, København

Skrevet af Lise Christensen

Hvem er sjov, kær, svensk og næsten dygtig nok til at kunne spille med tæerne? Loney Dear! Blæst væk blev bekymringen for at skulle opleve uvedkommende storladen pop, og tilbage stod en intim, skrabet og imponerende liveoplevelse.

Det er ofte blevet sagt om svenske Loney Dear, at popmelodier så melodiske og symfoniske ikke kan fremføres ene mand. Det går måske nok an på pladerne, at Loney Dears bagmand, Emil Svanängen, står for at indspille hovedparten af instrumenterne, men live? Ikkenikkenej.

At dømme ud fra instrumentrigdommen på 2011-udgivelsen Hall Music, skulle der gerne være en 12 mennesker på scenen for at varetage alle de klimt, trut og boings, som der er til overmål af på pladen. Var Ideal Bar virkelig det ideelle sted? Det er virkelig mange mennesker at skulle have ind på deres lille scene. Der var allerede publikum ud over hele rummet. Det var derfor lovende for både plads, iltmængden og det musikalske udtryk, at det kun var Svanängen, der indtog scenen til at starte med.

Bevæbnet med en synthmikrofon foroven, en guitar midtpå og skrigblå sokker, der dansede over knapperne, forneden, udviklede multiinstrumentalisten Svanängen sig til en musikalsk enmandshær, kort akkompagneret af en kvinde på harmonika.

Åbningsnummeret “Name” er da også et, der skal synges ene. Den melankolske, ja næsten sukkersøde længsel efter at få »your name next to mine«, blev også her til en lidt ligegyldig omgang. Og just som det kunne frygtes, at koncerten ville blive en vag gengivelse af pladens elverlandskab af storladenhed, ændrede udtrykket sig.

Kritikerne fik ret i, at det storladne og symfoniske ikke lod sig genskabe på samme vis ene mand, men det blev erstattet med et imponerende håndværk og en anderledes nærværende oplevelse. Min anke over for Loney Dears musik har været, at de mange lag på lag, der bygger melodierne op, også til en vis grad distancerer lytteren. Denne afstand blev brudt ved, at sangene fremstod mere skrabede og tættere på deres grundmelodi.

Det efterfølgende nummer “Everything Turns to You” er fra albummet Dear John og handler om den mislykkede aftermatch til intentionen i “Name”, var en yderst intens liveoplevelse. Den blødtes op med fællesnynnen på “Young Hearts” fra Hall Music, der, trods publikums forsigtighed over for den direkte inddragelse, svang sig mod loftet og gennem det ud i natten.  Anderledes dramatiske tinder blev nået på “Harm”, igen fra Dear John, men kendetegnende for aftenen var den smukke melodi, akkompagneret af en til tider lige vel rundhåndet brug af »oh«-råb.

Loney Dears musik taber intet ved at blive taget et ambitionsniveau ned, og den intime setting gav muligheden for at få en anderledes forståelse af det talent, der ligger bag vellykket livemusik. Det er interessant at få lov til at sidde helt tæt på, uden at få blæst trommehinderne ind, og detaljeret følge med i, hvordan et nummer bygges op.  Som i “My Heart” hvor der både skulle håndklappes en klip-kloppende lyd frem og derefter ringles med bjælder, effekter der tilsammen fik en til at tænke på bjælder i seletøj og hestehove over brosten. Samtidig skulle der tilføjes forskellige korstemmer og rammes dybe bastoner med fødderne.

Det var kort sagt imponerende at se, hvordan det tager tid at bygge loops op, et for et. Hvordan både hænder, fødder og vokal farer rundt for at nå det hele. Ja, nogle gange går det endda så hurtigt, at det slet ikke går. Som i “Saturday Waits” fra Loney, Noir, hvor Svanängen abrupt får afbrudt nummeret to gange, til alles overraskelse. Han forklarede muntert, at det er hammersvært at få lige præcis dén tå ned på dén lille knap.

Der er rummelighed i Loney Dears show. Mellem numrene fortæller han skæve anekdoter på svensk, og ekstranumrene består af publikumsforespørgsler, som Svanängen gør sit ypperste for at spille, selvom det er let at se på den rynkede pande og de tøvende hænder, at det er længe siden, de har været i spil. Men alle de små fejl og uplanlagte overraskelser opvejes af den behagelige oplevelse det er at høre Loney Dears velskrevne tekster og popmelodier, som det er at være i selskab med manden selv.

★★★★½☆

Deltag i debat