Plader

Memoryhouse: The Slideshow Effect

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Den canadiske duo Memoryhouse præsenterer lytteren for et mentalt og visuelt slideshow af musik og billeder i ét – en syntese, der er lykkedes, og som får albummet til at leve op til gruppens navn: Lytteren træder med The Slideshow Effect ind i et hus af minder, der synes vakt af musikinspirerede billeder og billedfremkaldende musik.

Den canadiske duo Memoryhouse, der blev stiftet for godt fem år siden i en lille by i Ontario, er nu aktuel med debutalbummet efter udgivelsen af ep’en The Years i 2010 og dennes genudgivelse på Sub Pop i 2011. Duoen blev til som et samarbejde mellem den musikstuderende Evan Abeele og fotografen Denise Nouvion, og ideen bag stiftelsen var at skabe et multimedie-kunstprojekt med Abeeles kompositioner tilpasset Denises fotografier og kortfilm – et forsøg på at opbryde de sædvanlige rammer for de to vidt forskellige genrer og skabe en syntese af musik og billeder.

Man er ikke ét sekund i tvivl om, at denne syntese også er hovedambitionen bag The Slideshow Effect. Normalt, når man står med et nyt album i hånden, tøver man ikke mange minutter med at sætte pladen på og lytte den igennem. Med The Slideshow Effect kan man dog ikke lade være med at give sig tid til først at bladre albumhæftet igennem – ikke for teksternes skyld, men for fotografierne af ræve, natur, storbybroer, højhuse og siluetter af gruppens medlemmer. Alle billeder er mærket med en nostalgisk sepia-farvning, som kan siges at være gruppens personlige signatur: The Slideshow Effect præsenterer sig både visuelt og musikalsk som et ‘hus af minder’ – minder, der dukker frem hos lytteren gennem sange og fotografier, og som mentalt passerer forbi som et indre slideshow. Albumtitlen refererer helt konkret til denne fotografisk/filmiske teknik, hvor der zoomes og panoreres for at sætte stillestående billeder i bevægelse. Det visuelle fokus mærker albummet helt ned til sangtitlerne med numre som “Bonfire”, “Pale Blue” og “Kinds of Light”.

Trods det stærke bånd til fotografiets kunst er det alligevel musikken, der er i fokus, og som er trådt i karakter på The Slideshow Effect. Albummet afslører således en stærk udvikling og ambition hos den canadiske duo. De ti numre er produceret af Abeele med hjælp fra vennen, samarbejdspartneren og bassisten Barzin Hassani Rad og afslører en eksperimenteren med temaer, tekster og instrumenter, som kendetegnede duoens første udgivelser. Karakteristisk for numrene er ligeledes Nouvions bløde stemme, som står i kontrast til det kolde og skarpe udtryk, der kendetegner Abeeles kompositioner. Der bliver, som ved gruppens første samarbejde, skabt et unikt og særpræget resultat, hvor et køligt electro-drømmepop-udtryk får et varmere og mere menneskeligt præg.

Alligevel har gruppen rykket sig mod et langt klarere og renere udtryk både kompositorisk og lydligt. Gruppens hang til lo-fi-drømmepop mærkes fortsat, men har bevæget sig over mod noget langt mere skarpt og overbevisende – også fra et instrumentalt synspunkt, som åbningsnummeret “Little Expressionless Animals” fastslår fra begyndelsen. Memoryhouse er – med gruppens egne ord – gået fra at være et ‘bedroom recording project’ til et fuldt ud realiseret band. Det skyldes først og fremmest Nouvions klare og stærke vokal, der er mere til stede på det nye album end nogensinde med en langt mere fremtrædende og samtidig intim stemme end tidligere – et valg, der langt hen ad vejen fungerer, men som også gør, at pladen en del steder tenderer det ensformige og intetsigende. Nouvions stemme er indsmigrende, men i sig selv ikke overraskende interessant, og man savner til tider charmen ved duoens tidligere mere upolerede og umiddelbare udtryk.

Dér, hvor duoens nye finpudsede og rene udtryk lykkes fuldt ud, er i de mere dynamiske og friske numre som “The Kids Were Wrong” og “Punctum”, hvor Nouvions krystalklare stemme går op i en højere enhed med instrumenterne og beatet og selv kommer til at fungere som nummerets puls. Også genindspilningen af “Bonfire” er et af albummets højdepunkter. Nummeret er gået fra at have en søvndyssende æstetisk ro til at være en eksperimenterende symbiose af sang og guitar, der tenderer imod et næsten country-lignende udtryk. Andre af pladens numre, der får lytteren til at standse op, er “Kinds of Light” med stærk inspiration fra Max Richters post-klassiske kompositioner. Gennem et særpræget klaverspil får duoen her skabt en underlig paradoksal blanding af ro og usikkerhed og trækker sine lyttere endnu længere ind i det slideshow af både musikhistoriske og personlige minder, vi synes at blive mødt af i de næste mange gennemlytninger af The Slideshow Effect.

Albummet vidner om en stor ambition og musikalsk sikkerhed fra Memoryhouses side. Musikken er ikke længere i konkurrence med fotokunsten, men indgår i en symbiose, der klæder begge parter. Dog ville lidt flere digressioner og overraskelser, der kunne skabe en modvægt til det nye og til tider lidt for pæne og polerede udtryk, ikke have været noget dårligt træk fra Memoryhouses side.

★★★★☆☆

Deltag i debat