Plader

Mount Rushmore Safari: s.t. EP

Gennemarbejdet og ganske fin indierock-debut-ep fra Mount Rushmore Safari, der ikke lægger skjul på inspirationen fra The Cure og The Smiths. Hatten af for stilsikkerheden, men vokalmæssigt kunne bandet dog med fordel skrue lidt ned for Robert Smith-fraseringerne.

Efter de sidste 10 års bølge af 80’er-synth-revival med bands, der meget gerne vil lyde som Depeche Mode, er her et nyt dansk navn, der bekender sig til samme årtis mørke britiske indierock. De primære referencer hos Mount Rushmore Safari er derfor The Cure, New Order og The Smiths. Det er jo store og fine fodspor at gå i, hvilket bandet heller ikke lægger skjul på. Men hvor forbillederne bekendte sig til et grundlæggende depressivt livssyn, ser verden helt anderledes lys ud hos Mount Rushmore Safari. De fire friske fyre kører derudaf i et konstant, ufortrødent tempo på debut-ep’en, der efter en kold vinter unægtelig virker som en kærkommen vitaminpille.

Mount Rushmore Safari har kun et år på bagen som band, men der er allerede godt gang i karrieren, som bl.a. har budt på jobbet som opvarmere for Kellermensch i Tyskland samt titlen ‘Ugens band’ på Bandbase. At ep’ens numre er blevet til inden for en kort og koncentreret tidsramme, fremgår klart af den store stilsikkerhed, drengene udviser. Det er en selvsikker og gennemarbejdet debut, vi her har med at gøre, og der løber en klar rød tråd gennem alle syv skæringer. Denne indebærer desværre også Robert Smith-fraseringer i en sådan grad, at det nærmer sig pastiche. Mere om dette senere.

»Let the music get loud,« messer Andreas Sorgenfrei på ep’ens første nummer, “Magic Moment Friend”, der er en særdeles effektiv feståbner. Det fortsætter i samme energiske stil med gennemgående gode og fængende melodier, ofte med repeterende verselinjer, som hurtigt bliver genkendelige. Drengene lyder både velspillende, velovervejede og velklædte, så lidt rebelsk attitude klæder dem i “Mount Rushmore” med det punkede guldkorn :»I am what I am / Forever damned.« Denne mørke vildskab så jeg gerne mere af. Mere melodisk lyder det i “Everything’s About to Fall”, der er ep’ens mest interessante skæring.  Her bygges stille og roligt op til det aldeles svingende og harmoniske omkvæd. Hele herligheden slutter i en eksplosiv finale, hvor trommer, bas, guitarer og keyboard går op i en højere enhed.

Og nu tilbage til den røde tråd. Vokalmæssigt håber jeg, at Sorgenfrei vil træde ud af Robert Smiths sorte skygge, for som gammel The Cure-fan kan jeg ikke undgå at blive irriteret over hans meget smithske fraseringer. Hans vokal kommer til at fremstå mere skabet og prætentiøs end original og sårbar, når han vrider sin stemme op i toneleje. Særligt i “No(r)way” virker vokalen anstrengt og lige på grænsen til det irriterende og overgearede, hvilket skæmmer det ellers fine nummer. Jeg savner at høre Sorgenfreis vokal i mere afslappet form, som han vrængende giver et eksempel på i slutnummeret “Falling”, hvor den lyder glimrende. Med et så søgt vokalt udtryk kommer det samlede udtryk til at tangere det fjollede, hvilket næppe er bandets intention.

Hvis Mount Rushmore Safari skal være mere end et underholdende bekendtskab til sommerfesten, må særligt vokalen træde ud af The Cure-skyggen og finde frem til et mere ubesværet, personligt udtryk. Det er fint at kunne underholde, men jeg tror, der er både talent og lyst til at gå skridtet videre. Potentiale har bandet helt bestemt, og denne ep er en ganske fin og velproduceret debut.

★★★½☆☆

Deltag i debat