Plader

Of Montreal: Paralytic Stalks

Skrevet af Jonathan Heldorf

Of Montreals nye og totalt over-orkestrerede album er som et mentalt lavement: Det er meget rart at blive blæst igennem og rusket ud af sin comfort zone – men man er heller ikke helt glad ved situationen.

Det er svært slet ikke at kunne lide Of Montreal. Der er noget for enhver smag. Men det er præcis det, som også gør det svært for mig for alvor at nyde det. Hovedpersonen Kevin Barnes må være verdens mest nysgerrige mand, for han vil absolut være overalt, og charmerende som det er, er det også anstrengende. Min kollega Camilla Grausen sagde det ret præcist for et par år siden, da hun anmeldte pladen False Priest: »Man skal bare håbe det bedste og frygte det værste fra Of Montreal.« Og her, på det nye album, Paralytic Stalks, bliver begge dele indfriet.

Det første, man mærker, er engagementet og kærligheden til projektet. Det er helt tydeligt, at Of Montreal har hjertet med i det, de gør. Men hjernen får måske mange gange overtaget, for meget af materialet bliver overtænkt og nærmest kunstigt i sin prætention.

Sangen “Spiteful Intervention” er den fineste repræsentant for pladen: Fuldstændig over-orkestreret springer den fra det ene melodiske omdrejningspunkt til det næste. Barnligt overmodig tager den sig ud, og den underliggende naivisme i de nærmest lykkepillepositive harmonier gør oplevelsen overvældende og for meget. Men det smitter sgu alligevel, fordi rytmen pumper, og produktionen er helt i top. Kevin Barnes’ intonation og sygelige artikulation gør dog mine kæbemuskler edderspændte, selvom sangen på mange måder indeholder stærke elementer.

På samme måde kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er et uhørt slægtskab mellem denne produktion (her tænker jeg især på nummeret “Ye Renew the Paintiff”) og Sufjan Stevens’ The Age of Adz. Der er masser af forskelle, og der er langt mere kagemand over Of Montreal, men rent orkestralt har de nogenlunde lige mange balloner, de prøver at holde i snor og ikke mindst tøjle. Hvor Sufjan Stevens bryder igennem sit inferno af lyd og rent faktisk får skabt en katarsis, formår Of Montreal ikke i samme grad at fastholde en troværdighed omkring projektet, som til tider lyder så tænkt, at det bliver statisk i sit svulmende syretrip.

Jeg elsker at hade Of Montreal, men jeg hader virkelig også, at jeg faktisk elsker dem. Paralytic Stalks er som et mentalt lavement: Det er meget rart at blive blæst igennem, man kommer ud af sin comfort zone – men man er sgu heller ikke helt glad ved situationen.

★★★½☆☆

Deltag i debat