Sleep Party People virkede anonyme, da de i aftes gæstede Café von Hatten i Randers. Den indlysende årsag var de kaninmasker, der hele tiden har været en del af Sleep Party People-konceptet.
Men der er ingen tvivl om, at det, Brian Batz har gang i, er stort. Hans Sleep Party People har allerede varmet op for The Antlers, og med to voldroste udgivelser i kufferten er Sleep Party People et af de danske bands, der p.t. synes at være de bedste bud på en international succes. I april tager Brian Batz og de øvrige kaniner på en tætpakket europaturné. Derfor er koncerterne på Sleep Party Peoples igangværende turné i Danmark nok også sidste chance for at opleve kaninerne på nært hold i et godt stykke tid.
Musikalsk leverer Sleep Party People ved kasse ét. Der famles rundt i et indie-elektropoppet univers, hvor originalitet og leg med lyd er drivkraften, og hvor den Sigur Rós’ke melankoli driver som den sved, der flyder fra medlemmerne under deres varme hættetrøjer og kaninmasker.
Brian Batz minder med sin bløde falset om Sigur Rós’ Jónsi, og ligesom tilfældet er med islændingen, så forsvinder teksten for det meste i den store lyd, og kommer kun ud i brudstykker. Dette er ikke kun tilfældet ved live-koncerterne. Også på pladerne skal man virkelig spidse ører, hvis man vil opfange teksterne. Og det er helt ok! Stemmen er et instrument, som i højere grad er medvirkende til at skabe en stemning, end den skal fortælle en historie med vers og omkvæd. Og så er det måske endnu en af de facader, som Brian Batz gemmer sig bag, og specielt i en tid, hvor alting handler om at smile og være på, så er det faktisk befriende, at Brian Batz træder i baggrunden og lader musikken tale. Med sit forsigtige pianospil danner han klangbunden i den samlede lyd, der konstant ændrer sig.
Den 12. marts udgav Sleep Party People We Were Drifting on a Sad Song, og på Hatten fik vi flere af numrene fra pladen. Titelnummeret fik kortvarigt et par stykker til at rejse sig og bevæge sig på en måde, der mindede om dans, men de satte sig hurtigt igen og indåndede musikken siddende (og liggende) på gulvet og ved de små caféborde. Det passede måske også bedre til de milde sange som ”Melancholic Fog” og den smukke ”A Sweet Song About Love” fra den selvbetitlede debut, hvor Brian Batz lod klaveret holde pause til fordel for en lækker, gammel akustisk Gibson-guitar.
Personligt havde jeg håbet på at høre From Sarah som opvarmning, men de hopper først på som opvarmning på de sidste koncerter på danmarksturnéen. Sleep Party-trommeslageren Ask Bock udgør den ene tredjedel af den nye, spændende trio. I stedet blev det Hellraiser Ten, der består af to andre live-bunnies, Jacob Høegh og Jonas Djernes, som varmede op med deres lo-fi-folk eller, som man kaldte det i gamle dage, slet og ret folk. Hellraiser Ten spiller på årets SPOT-Festival, og sammen med From Sarah er duoen et billede på den energi og det kolossale talent og potentiale, der ligger i og omkring Sleep Party People.
Brian Batz har absolut ikke noget at skjule. Hvis kaninmaskerne handler om generthed, så er det måske på tide, han tager det personlige opgør. Han er stilsikker og dedikeret. Gennem Sleep Party People har han skabt et koncept, der ikke alene er salgbart, men som også har en høj musikalsk og kunstnerisk kvalitet. Tag masken af, stå ved det og nyd det! For mig handler en koncert også om kommunikationen mellem bandmedlemmerne, ansigtsudtrykkene når der sker noget uventet, og i det hele taget de følelser, der kan aflæses i ansigterne såvel som i musikken.
Omvendt er det også sjovt og nuttet, når fire kaniner står og headbanger så ørene vifter frem og tilbage, og det giver god mening at starte koncerten med maskerne, men efter tre-fire numre virker det desværre, som om at den fede og intelligente musik drukner i konceptet. Især på Hattens lille scene, virkede det næsten som en mur af anonymitet, der tog toppen af den intimoplevelse, det trods alt var.
Fotos: Peter L. Nielsen, www.venstrehaandsarbejde.com
