Plader

The Magnetic Fields: Love at the Bottom of the Sea

Stephin Merritt skæve indiepop er stadig interessant, selv om han ikke helt når på omgangshøjde med mesterværket 69 Lovesongs fra 1999.

Hvor mange sange kan man skrive om kærlighed? Ja, hedder man Stephin Merritt, er der tilsyneladende ingen grænser.

I 1999 udgav han med sit band, The Magnetic Fields, det tredobbelte album-mesterværk 69 Lovesongs, der beskriver kærligheden i, ja, 69 af dens mange forklædninger.
13 år og fire plader senere kredser hans sangskrivning til stadighed om samme tema, og med nyeste udgivelse, Love at the Bottom of the Sea, føjer han således 15 skæve kærlighedssange med en gennemsnitslængde på 2:15 til sit i forvejen omfattende opus.

Spørgsmålet er så, om ikke Merritt gentager sig selv? Kan hans sange om den vanskelige kærlighed virkelig blive ved med at være interessante?
Ja, det kan de faktisk godt. Bevares, Merritt er aldrig helt er kommet op på siden af 69 Lovesongs med sine efterfølgende plader, og det lykkes heller ikke med den nyeste udgivelse, men mindre kan bestemt også gøre det.

Det ved han i øvrigt også godt selv. I et interview med The Guardian fortæller Merritt således, at han har accepteret, at alle hans plader vil blive overskygget af 69 Lovesongs. Ja, faktisk er han stolt af det, for som han forklarer, var det jo netop meningen, at albummet skulle udstikke retningen for hans fremtidige karriere.

Men hvad er det, der gør, at Merritts sange bliver ved med at fænge?

Gang på gang må man fascineres af opfindsomheden i både musik og tekst. Musikken kan det ene øjeblik være iørefaldende og melodiøs for i det næste at tage en drejning i den modsatte retning. Tekstmæssigt bliver man også gang på gang overrasket, når Merritt med de på overfladen naive og bizarre tekster ofte formår at ramme sømmet på hovedet med ironi, sarkasme og sort humor.

Love at the Bottom of the Sea blev jeg f.eks. straks fanget af nummeret “I’d Go Anywhere With Hugh”, der er en slingrende cirkus-hymne i 6/8. Man føler, man sidder på en karrusel, der bare drejer rundt og rundt.
Sangen handler om det dilemma, Tove Ditlevsen skriver om i sit digt “De evige tre”, og som vi nok er mange, der på et eller andet tidspunkt har stået i. I omkvædet synger Merritt: »I love Hugh / And Hugh loves you / You love me / And he does not /I don’t love you / You don’t love Hugh / What a sad gevalt.«

Én ting er, at hans leg med navnet Hugh (der lyder som »you«) er ret sjov, men samtidig er det ikke svært at relatere til historien om, at kærligheden kan være så utrolig svær at få til at lykkes. Det går sjældent op – heller ikke i sangen “Andrew in Drag”, hvor Merritt tager på bar og forelsker sig i en drag queen, der desværre ikke gengælder hans følelser: »A pity she does not exist, a shame he’s not a fag / The only girl I ever loved is Andrew in drag / There is no hope of love for me, from here on I go stag / The only girl I’ll ever love is Andrew in drag,« synger Merritt med en udtryksløs, dyb staccato-baryton, som understreger håbløsheden og desillusionen.

De to omtalte tekster kan man betegne som personlige, men Merritt ynder af og til at skrive samfundskritik. Tag f.eks. nummeret “God Wants Us to Wait”, der prikker morsomt til puritanismen: »I guess it’s true I should have told you before / And not have waited till we’re nude on the floor / Though it would be the perfect end to our date / I love you, baby, but God wants us to wait,« synger Merritt godt bakket op af et keyboard-tema, der kunne være komponeret af Martin Gore fra Depeche Mode.

Alt i alt har excentrikeren Merritt med Love at the Bottom of the Sea begået et glimrende udspil, hvor han igen viser sin fremragende evne til at lave underfundig indiepop.

★★★★☆☆

Deltag i debat