Plader

The Twilight Sad: No One Can Ever Know

Skrevet af Klaus Thodsen

Der er dialekt og langtrukket keyboard for alle pengene på Twilight Sads tredje udspil. Det er en både-og-oplevelse.

Man siger, at dialekterne er ved at uddø rundt omkring. Det gør sig gældende herhjemme, og uden at vide det med sikkerhed gætter jeg på, at det også er sådan flere steder i udlandet. I Skotland er der bare ingen der har fortalt dette til The Twilight Sads James Graham. Han vælger, i modsætning til de fleste andre, at tage sin ganske uforfalskede skotske dialekt med foran mikrofonen og lade os andre lytte med og prøve at forstå, hvad der bliver sagt.

No One Can Ever Know tager lytteren med på en rejse til keyboard-lydmurens land, og skønt værten fremstår både uinspireret og ugæstfri, er der alligevel noget lys, der skinner igennem. Der er blevet skruet ned for tidligere tiders øredøvende støjrock og op for en mere poleret synth- og keyboard-støj. Fourteen Autumns and Fifteen Winters fra 2007, der stod for gruppens gennembrud, synes nu at være et fjernt minde.

Et af de førnævnte lyspunkter er nummeret ”Sick”, pladens tredje. Et forbavsende afdæmpet af slagsen, hvor Grahams ærkeskotske vokal blødt lægger sig over det rolige guitarspil. Synthen får sig en pause, hvilket kun er en fordel for nummeret. Først til sidst kommer den rigtigt frem og bidrager til den drømmende afslutning, inden lyden dør ud.

Et andet nummer, der er værd at nævne, er det helt afdæmpede og dystre ”Not Sleeping”. Gennem samtlige fem minutter slæber ”Not Sleeping” sig ubevægeligt af sted. Vokalen er trukket godt tilbage og bæres af den længselsfulde lyd fra synthen. Selv da trommerne virkelig slår an, og man gør sig klar til at blive sparket i gang, sker der alligevel ingenting. Stemningen holdes smukt fra start til slut, og selvom nummeret står ganske alene på pladen, er det en oplevelse af de bedre.

Især taget i betragtning at vi går fra dette nummer og direkte til en af denne plades mest tvivlsomme oplevelser i form af ”Another Bed”.  Stemningen er her mere lys og levende, i hvertfald rent lydmæssigt. Grahams tunge vokal ændrer sig ikke synderligt og udpensler derved en af svaghederne ved No One Can Ever Know. Samspillet mellem den mørke og dystre vokal og de lyse og levende toner fungerer ikke altid lige godt. De trækker ofte i hver sin retning og efterlader lytteren lidt forvirret i ingenmandsland.

Tag f.eks. ”Don’t Move”. Båret af poppede trommer passer det glimrende til vokalen, der i dette tilfælde er mere livlig end normalt. Men når det tilsættes en syntheziser, der skærer i øregangene som et tandlægebor, falder det hele til jorden. Det er faktisk ærgerligt, for mange gange ville musikken klare sig glimrende uden.

★★★☆☆☆

Leave a Reply