Plader

Tindersticks: The Something Rain

Skrevet af Pladeklubben

Især første halvdel af The Something Rain markerer sig ved sin regnvejrsappel og sørgmodighed, men generelt er pladens lounge- og jazz-univers for intetsigende.

Britiske Tindersticks har fundet deres helt egen og meget unikke lyd, der gennem de sidste 19 år har blandet elementer fra jazz, rock, crooner, pop og sågar triphop sammen i et herligt mix, som har givet bandet en meget loyal fanskare. Uden at være utro mod kerneudtrykket har Tindersticks bevæget sig musikalsk over årene, og det seneste udspil, The Something Rain, er ingen undtagelse. Her bevæger Tindersticks sig yderligere væk fra det tungere, mere rockede udtryk fra de tidlige plader og hen imod den mere loungede lyd, men der er stadig elementer fra jazzen, og navnlig Stuart Staples’ formidable, dybe, smertende barytonvokal er et stjerneklart fikspunkt.

Men på The Something Rain kører udviklingen af sporet, og musikken kommer på visse dele af pladen til at lyde som soundtracket til en pornofilm fra 70’erne.
Ikke at det nødvendigvis er en dårlig lyd, men alligevel …

Det starter ellers så godt med ti minutters spoken word, der på forunderlig vis skaber en forventning om, at noget stort er under opsejling. Pladen bæres frem af vokalen og den lounge-jazzede lyd, men holdes til gengæld tilbage ved til tider at blive trukket lidt rigeligt i langdrag. Det sker eksempelvis på “Frozen”, hvor lytteren tvangsindlægges til fem minutter 43 sekunders fusions… noget, eller på “Come Inside”, hvor den monotone pornofilm for alvor folder sig ud på nethinden. Her bliver fornemmelsen af at være vidne til et band, der er så opslugt af deres eget swing, at de glemmer dem, der skal lytte til det, lige gennemtrængende nok.

Nogle vil sikkert mene, at Tindersticks bruger tid på at bygge en lækker stemning op. Andre vil mene, at Tindersticks spilder vores allesammens tid på at udfylde minutter med noget, der burde være reserveret til liveoplevelser. Ligemeget hvad, man mener, er The Something Rain en kompleks plade med masser af regnvejrsappel og sørgmodig stemning. Og navnlig i de første skæringer på pladen er der virkelig gode momenter, som lever fuldt op til tidligere Tindersticks-udgivelser. Men alt i alt virker det, som om Stuart Staples’ formidable stemme bliver spildt på en Tindersticks-plade, der er sunket alt for dybt ned i loungens sækkestol og ikke magter at nå tidligere tiders fantastiske genre- og stil-mix højere end til livet.

Bertel:

★★★☆☆☆
Mads:
★★★½☆☆

Deltag i debat