Koncerter

Veronica Falls, 23.03.12, KB18, København

Skrevet af Lise Christensen

Veronica Falls spiller deres indiepop lige så tight, som deres pandehår falder tungt. Under parolen »Let the music do the talking« fik briterne varmet KB18 op med deres pastiche-80’erpop.

Ved første ørenlyd ligner Veronica Falls endnu et bølgeskvulp fra New Yorker-tsunamien, der bragte os bands som The Pains of Being Pure at Heart og Vivian Girls. Men eftersmagen viste et band, der også har lagret deres lyd i 1980’ernes britiske indiepop. Som et stykke vraggods fra en anden tid og musikkultur hvilede bandet i sig selv denne fredag aften på KB18, hvor der ikke just kan have været højvande i billetkassen.

Veronica Falls er to engelske kvinder og ditto mænd i spraglede skjorter og med et pandehårsvolume, der ville gøre en islandsk hest til skamme. Sammen skaber de flerstemmig sang og letstøjende pop, der bringer humøret op. Og det er uden tvivl intensiteten i musikken, der var stjernen på scenen denne aften, ledsaget som den var af et band, der aldrig rigtig fik tittet ud under pandelokkerne. Så er det heldigt, at musikken ser dig lige i øjnene.

Som i 80’erbandet Shop Assistant, fra det fælles hjemland, er det også i Veronica Falls den kvindelige forsanger (og guitarist) Roxanne Clifford, der fører an i de hurtige guitarbaserede popsange, flankeret af korstemmer fra medguitarist James Hoare og trommer Patrick Doyle. Sidste kvinde i bandet, Marion Herbain, holdt sig på sidelinjen bevæbnet med bas, en uvedkommende mine og nogle hurtige fingre.

Der kommer en mere punket attitude over Veronica Falls’ musik live. Fingrene piskede ned over strengene når jangle-guitarduellerne tog fat, trommestikkerne stak helt af, mens vokalerne blev trukket mere tilbage i lydbilledet. Åbningsnummeret “Right Side of My Brain” slog så mange gnister, at bandet i pausen må bede om overtræksfiltre til mikrofonerne – »too many electroshocks,« kommenterer Hoare.

Det ville måske ellers ikke have været dumt at beholde en vis elektrificering, for selvom singlehits som den surfpoppede “Beachy Head” og den westernklingende “Bad Feeling” blev leveret lige så catchy som på debutalbummet Veronica Falls (2011) stod pandehåret som en mur mellem publikum og kunstner. Det var dog en attitude som passede til den gotiske uhygge, der er at finde i tekster som “Found Love in a Graveyard” og “The Fountain”.

En god del af det nye materiale, bandet luftede denne aften, som eksempelvis “My Heart Beats”, hintede stærkt til The Pains of Being Pure at Heart, dog uden den samme mængde distortion, som amerikanerne ynder. En lovende udvikling, der måske kan åbne op for en mere løs kanalisering af bandets energi. Allerstærkest denne aften stod da også albumlukkeren “Come on Over”, som netop leger lidt med den ellers stramme lyd, bandet fører. En nogenlunde spontant klingende shoegazerintro blev brudt af et trommeslag og først da den sidste reverb var tonet bort, satte musikken for alvor i gang med en skramlet omgang sing-a-long, der behændigt førtes op og ned i tempo.

Veronica Falls’ indiepop-klingende musik sidder som regel lige i skabet. Pressefoldet og rynkefri. Men qua den tilknappede sceneattitude kunne det være interessant hvis der i stedet blev brugt mere energi på at eksperimentere med melodiernes form – en forlænget intro, en a cappella sekvens eller et støjende mellemspil. Det var dog på bundlinjen en velspillet og distanceret cool koncert, briterne lod skylle ind over KB18 denne aften.

★★★★☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar