Plader

Burning Hearts: Extinctions

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Den finske duo Burning Hearts’ nye album står i både livets og dødens – eller det uddødes – tegn. Extinctions balancerer mellem blødhed og brutalitet, harmoni og dissonans, og albummet forærer os en poesi, der sætter dybe spor i hjerte og sind.

Burning Hearts har med Extinctions leveret et album, som man vil huske i lang tid fremover for sit krystalklare og sammenhængende udtryk og ikke mindst de motiver, duoen har valgt som pladens røde tråd: død, kærlighed, natur, harmoni og disharmoni.

Den finske indiepopduo overgår i stor stil deres tidligere udgivelser med numre, der både indfanger, afskrækker og undrer sine lyttere. Det mærkelige er det træk ved albummet, der skinner igennem helt ned til coveret, hvor albumtitlen Extinctions understreges ved bogstaveligt at være skrevet med uddøde dyr.

Både idemæssigt og musikalsk er der tale om et fascinerende projekt. Alle sange på pladen er skrevet og indspillet af bandmedlemmerne Henry Ojala og forsangeren Jessika Rapo, der voksede op i to nabobyer i Finland og begyndte at spillede musik sammen som teenagere, før de hver især kom med i deres eget band og først langt senere stiftede Burning Hearts. Sammen skaber de en særpræget indiepop, hvor Rapos surrealistiske og drømmeagtige vokal ledsages af Ojalas overbevisende instrumentelle beherskelse med krystalklare guitarer og hypnotiserende underliggende synth, der dog aldrig går over i det søvndyssende. Der hviler både en enkelthed og en iøjefaldende kompleksitet over duoens udtryk, der på mange punkter, særligt med sit karakteristiske og overvejende dynamiske beat, fremstår som en nostalgisk genfortolkning af 80’er-poppen.

Duoens debutalbum, Aboa Sleeping fra 2009, dyrkede bevidst kærligheden og kærestesorgen som tema – et valg, der trods det klichéprægede fungerede, og som Extinctions med sin melankoli og kredsen om arternes udryddelse og livets forgængelighed slægter på. Dette skinner gennem også på tekstniveauet med sangtitler som “On the Last Day of the Decade”, der beretter om skudmassakren i et indkøbscenter i den finske by Espoo nytårsaften 2009, hvor lytteren følger drabsmanden på jagt efter sit bytte i en makaber gemmeleg. Hvor duoens tidligere udgivelser primært stod i følelsernes tegn, er der på Extinctions et skærpet indhold og et budskab i de enkelte sange, som kommer verbalt til udtryk. Samtlige numre kan læses som parafraser over medlemmernes egen kamp på den musikalske løbebane og den pris, der her ofte må betales.

Også albummets andet nummer, “Into the Wilderness”, kredser om liv og død. Vi er her ved et af pladens højdepunkter, både fra et musikalsk og lyrisk perspektiv: Lytteren bliver mødt af Alaskas natur, der males frem gennem nummeret af et jeg, som søger ind i naturen og væk fra ensomheden. Denne vision kommer ikke til udtryk som et forsøg på at finde et naturligt, autentisk udtryk. Lydsporet er gennemgående elektronisk, enkelte steder med inspiration fra klassisk musik, og måske netop herved understreges det tab af natur, albummet refererer til. Det omtalte nummer understreger som mange af de øvrige sange livets brutalitet og en rå primitivitet, som de mange natur- og dyremotiver tjener til at få frem. I albumhæftet har hver sangtekst fået tildelt sit helt eget uddøde dyr lige fra quagga-zebraen til det tasmanske pungdyr til seglfuglen, drepanis funerea.

Lydsporet på Extinctions genkalder Burning Hearts’ tidligere udgivelser med det bløde, beroligende udtryk og den særprægede intonation og finske udtale. Dog er duoens karakteristiske klang blevet skærpet yderligere takket være flere elektriske guitarer og mere bas end tidligere. Enkelte steder som i “Trade Winds” nærmer albummet sig et næsten lo-fi-udtryk med den dominerende elektriske guitar og de fremtrædende beat, og i “Love and Dissonance” opleves et brat og særpræget skift fra den rolige skønhed til et støjangreb, hvormed nummeret lever op til sin titel. Dog overskygger disse digressioner aldrig den ro, enkelhed og minimalisme, der kendetegner Burning Hearts.

Hele vejen gennem Extinctions fastholder finnerne, takket være Rapos varme og samtidig krystalklare vokal, indtrykket af et naturinspireret musikalsk univers, hvor både liv og død, lys og mørke eksisterer side om side – et kontrastivt spil, der trods titlen og den gennemgående udryddelses-tematik forhindrer albummet i at blive morbidt og pessimistisk. Det er blødhed og brutalitet, harmoni og dissonans, der løber parallelt gennem albummet, som er en – om ikke udødelig – så i hvert fald mindeværdig musikalsk oplevelse.

★★★★★☆

Lyt til “Into the Wilderness”:
[audio:http://www.shelflife.com/mp3-bin/BH_wilderness.mp3]

Lyt til “Burn Burn Burn”:
[audio:http://www.shelflife.com/mp3-bin/BH_BurnBurnBurn.mp3]

Deltag i debat