Koncerter

Choir of Young Believers, 20.04.12, Voxhall, Aarhus

Det ambitiøse band formåede til weekendens koncert at forløse deres storslåede musik, dog lod lyden lidt tilbage at ønske.

En sjælden gang sker det, at en samlet dansk musikpresse nærmest svømmer over af begejstring, når en ny plade rammer gaden. Det skete, da Choir of Young Believers udgav deres andet album Rhine Gold.

Der var bred enighed om, at bandet havde begået et uhyre ambitiøst album, som tog et kvantespring fremad i forhold til etteren. Nu var det bestemt ikke sådan, at debutpladen This Is for the White in Your Eyes ikke fik pæne anmeldelser, nej, faktisk blev den rost i en grad, så nogle medier udnævnte den til at være årets danske plade i 2008. Alligevel mente mange, at Jannis Noya Makrigiannis sangskrivning og unikke vokal først nu med udgivelsen af Rhine Gold for alvor havde fået det med- og modspil, i form af kreative og eksperimenterende backingmusikere, som var fraværende på etteren. Der blev således talt om, at udtrykket på Rhine Gold var et resultat af en kollektiv proces, og at Choir of Young Believers nu var at betragte som et band, i forhold til tidligere, hvor det var Makrigiannis’ soloprojekt.

Rhine Gold er vitterligt et fantastisk og ærefrygtindgydende album, og jeg var derfor utroligt spændt på, om de kunne leve op til det live. Kunne de komplekse kompositioner med deres lange krautrockede passager genskabes, og kunne de mange iørefaldende omkvæd samtidig fastholdes? Det er netop i dette modsatrettede spændingsfelt, bandet opererer.

Det lykkedes for Choir of Young Believers – det var en fed koncert med et veloplagt band. Når jeg alligevel sidder tilbage med en følelse af alligevel ikke at være helt oppe at ringe over koncerten, på samme måde som jeg er over albummet, skyldes det flere småting (som jeg vender tilbage til), men primært var lyden på Voxhall ikke helt, som den burde være. Lydtrykket var en kende for massivt, hvilket førte til, at lydbilledet af og til blev mudret. Især Jakob Millungs bas trådte alt for markant frem.

Før bandet gik på, havde Bjarke Porsmose og Mads Brinch Nielsen fået tjansen som opvarmning. De to spiller sammen i de to bands 4 Guys from the Future (hvor Bjarke Porsmose synger) og i One Year from Home (hvor det omverndt er Mads Brinch Nielsen, der er forsanger). De skiftedes således til at synge og akkompagnere hinanden på guitar. Musikken var melankolsk, folket og med et strejf af psych- og støjrock. De har begge stort potentiale som sangskrivere og performere, og især 4 Guys from the Future ser jeg frem til at høre mere fra, da deres debutalbum var aldeles fremragende og helt berettiget vakte opsigt i både ind- og udland. Efter ca. en halv times tid forlod de scenen, men skulle senere vise sig at vende tilbage som gæsteoptrædende i Choir of Young Believers’ sæt.

Da tiden nærmede sig, at aftenens hovednavn indtog scenen, fandt jeg en plads forholdvis tæt på scenen. Kort tid efter startede koncerten ved, at en meget dyb drone fyldte Voxhall. Den blev ved længe og overdøvede snart folks snakken, dog kunne jeg ikke undgå at høre min sidemakker, der fortsatte sin knævren og sarkastisk konstaterede til sin kæreste: »Med det tempo når de kun at spille to numre i timen.« Hendes bange anelser var dog ubegrundede, for kort efter trådte bandet ind på scenen, og Makrigiannis fandt i ydmyg stil sin plads ved mikrofonen, hvor han efter et kort stykke tid opløftede sin lyse, klagende røst. Koncerten var sat på skinner.

Dronen er introen til det imposante nummer ”The Third Time”, der ligeledes er åbningsnummeret på Rhine Gold. Netop dette nummer indvarsler mere end noget andet det stilskifte, der er blevet gennemført. Der eksperimenteredes således på livet løs; den fremragende cellist Cæcilie Trier skar dybe ar langt ind i sjælen på lytterne, mens Bo Rande og Sonja Labianca på hver sin side af scenen blæste af karsken bælg i henholdvis trompet og saxofon. Sammen med den stærke rytmegruppe bestående af Casper Henning Hansen på trommer, Lasse Herbst på percussion og Jakob Millung på bas, skabtes der en dyster undergangsstemning, som fortsatte ca. otte minutters tid, hvorefter bandet gik direkte over i groovet til ”Patricia Thirst”. Denne overgang passer som fod i hose, og er symptomatisk for den røde tråd, som man fornemmer løber gennem albummet. Desværre må jeg sige, at jeg havde meget svært ved at høre groovet fra Bo Randes keyboard, fra hvor jeg stod.

Efter dette dansable nummer om mediemogulen Willam Hearsts datter, der blev kidnappet og senere kom til at lide af det såkaldte Stockholm-syndrom, trak den sympatiske forsanger vejret og takkede publikum. Derefter fortsatte bandet med skamløst iørefaldende nummer ”Sedated” med det fantastiske »oh oh oh«-omkvæd. Det var tydeligt, at det faldt i publikums smag, og omkring mig kunne jeg fornemme folk, der bevægede sig til musikken.

Vi fik de fleste numre fra Rhine Gold i løbet af koncerten. Blandt andet en fed version af ”Paralyze”, der drives frem af Jakob Millungs pumpebas, men brydes ned i en smuk akustisk passage for at starte op igen. Også det smukke popnummer ”Paint My Horrors” vakte udpræget begejstring blandt publikum. To numre fra Rhine Gold var udeladt: titelnummeret og ”Have You Ever Truly Been Here”. Især sidstnævnt, må jeg begræde ikke blev spillet. Det er efter min mening et utroligt smukt nummer, som må kunne få en tåre frem i øjenkrogen på selv den største kyniker. I stedet fik vi numrene ”These Rituals of Mine”, ”Claustrophobia” og ”Yamagata” fra debuten og midt i sættet fik Bjarke Porsmose og Mads Brinch Nielsen, de to gutter, der havde taget opvarmningstjansen, lov til hver at synge et af deres numre. Ikke at numrene var dårlige, men jeg synes egentlig, at det var en unødig afbydelse af Choir of Young Believers’ sæt.

Da sættet var slut, var det til stor jubel, og bandet blev da også kaldt tilbage på scenen, hvor Makrigiannis, sammen med Cæcilie Trier, først fremførte en meget smuk og tyst version af When Saints Go Machines nummer “Fail Forever”, og som afslutning fik vi en utrolig fed version af ”Hollow Talk” fra debuten. Her viste Bo Rande noget af det potentiale, der har fået de danske musikkritikere til at give ham en Steppeulv for årets musiker 2012. Hans spil på flygelhorn var ganske enkelt formidabelt.

★★★★☆☆

Fotos: Steffen Jørgensen

Deltag i debat