Plader

Damien Jurado: Maraqopa

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Med sit seneste album har den amerikanske sanger Damien Jurado skabt et broget og evigt vekslende soundscape, hvor lytteren står over for både det velkendte og absolut fremmedgørende, det skrøbelige og voldsomme, det klichéprægede og det nyskabende i ét og samme album.

Damien Jurado indskriver sig i den klassiske singer/songwriter-stil med stærk inspiration fra folk og country. Alligevel ville etiketter som ‘klassisk’ eller ‘traditionel’ være ufyldestgørende eller ligefrem misvisende for Seattle-sangerens stil. I sin musikalske udvikling har sangeren album for album skabt et interessant og opsigtsvækkende udtryk, der både i tekst og lyd karakteriserer sig ved på den ene side det dæmpede, skrøbelige og stærkt eftertænksomme og på den anden side det voldsomme og støjende – på én gang det traditionelle og det sære, overraskende.

Jurado leger med lytterens forventninger helt ned til albumtitlen, Maraqopa, der af ordlyd og med titelsangen lokker lytteren til at tro, at der er tale om et reelt geografisk sted. I virkeligheden er der tale om et soundscape skabt af Jurado sammen med produceren Richard Swift. Maraqopa er i tæt kontinuitet med deres samarbejde på Jurados foregående album, Saint Bartlett fra 2010, men er om muligt kørt endnu længere ud, hvad angår det legende og omskiftelige udtryk.

“Nothing Is the News” åbner albummet med en melodisk intro, der hurtigt afløses af et støjende, rå guitarspil med en overdrevet lang solo, der på én gang virker ufrivilligt malplaceret og som en bevidst provokation, der skriger på lytterens opmærksomhed. Det samme gælder for andet nummer, “Life Away From the Garden”. Med det sære valg af et børnekor blandet med underliggende xylofon, piano og kølig synth hensættes vi til en drømmeagtig tilstand, der kulminerer i det øjeblik, Jurado og et spøgelsesagtigt kvindekor tager over.

Fra denne drømmetilstand glider lytteren med titelsangen dybere ind i søvnen, men bliver mødt af en brat opvågning i de efterfølgende numre, heriblandt “This Time Next Year”, hvis bossanova-lignende puls repræsenterer et iøjnefaldende genreskift. På samme måde sætter de forvrængede guitarer i “This Time Next Year” os i en surrealistisk, næsten mareridtlignende tilstand. Skiftene er til tider så markante, at tvivlen melder sig: Er der overhovedet tale om det samme album?

De store spring giver pladen et usammenhængende præg, hvor det ene stilbrud afløses af det andet. Omvendt er det provokerende, fragmentariske udtryk paradoksalt nok albummets røde tråd og dét, der – snarere end de enkelte numre – gør pladen interessant. Det understreger den udvikling, der opleves i gennemlytningen af albummet: fra det legende, drømmende og barnligt energiske til et gradvist mere ”voksent”, nostalgisk udtryk for til sidst at ende i det næsten søvndyssende med det afsluttende nummer og den velvalgte titel: “Mountains Still Asleep”.

Jurado er drilsk og legende hele vejen igennem, ikke mindst via det uventede patos-bombardement i “Museum of Flight” og “Mountains Still Asleep”, hvor der igen sås tvivl om, hvor vidt der er tale om ufrivillig selvhøjtidelighed eller gennemtænkt selvironi. Det er et spændende spil, der dog ikke er nok til hele vejen at fastholde lytterens opmærksomhed. Enkelte steder savnes omhuen for det enkelte nummer, som var tydeligere på Saint Bartlett . Fanger man derimod charmen ved albummets karakter af en særpræget ”fragmentarisk helhed” og overgiver sig til de konstante genremæssige skift og digressioner, er Maraqopa et lydlandskab, der er værd at drømme sig væk i.

★★★☆☆☆

Lyt til “Nothing Is the News”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/nothingisthenews.mp3]

Lyt til “Museum of Flight”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/museumofflight.mp3]

Deltag i debat