Plader

Darling Don’t Dance: City Ghosts

Den jyske pigepunk-rock kvartet Darling Don’t Dance udviser med deres første fuldlængdealbum City Ghosts betragtelige evner inden for en genre, der sender kærlige tanker til grungede og guitartunge 90’ergiganter. På trods af masser af velmenende larm mixet af den berømmede John Agnello skuffer pladen denne anmelder.

Da den jyske punkrock-kvartet Darling Don’t Dance (DDD) i 2009 udgav den anmelderroste ep Bare Frames, markerede de sig med fem slagkraftige og sofistikeret beskidte garagerock-numre som et band, man kunne vente sig betragtelige ting og ikke mindst en god del lækker larm af i fremtiden. Den heftige lyd og de fængende guitarer tilsat den kvindelige vokals kælne og hæse fuldregisterbrøl med tydelig inspiration fra 90’ernes grrrl riot-kultur (Sleater-Kinney, Heavens to Betsy m.fl.) udgør på Bare Frames en gedigen tøse-punkoplevelse, der holder meget langt hen ad vejen.

Følgelig har det kvindedominerede (de tre piger Maria Hammelsvang, Julie Vestergaard Nissen og Mette Andreasen samt Anders Haaning) DDD været aktive live, bl.a på Iceland Airwaves og SPOT Festival, samt været opvarmning for EMA, Hole og The Big Pink.

Efter nogle års ventetid har bandet nu deres første fuldlængdealbum parat. Og skulle forventningerne ikke være høje nok i forvejen, skal det yderligere siges, at albummet er celebert mixet af John Agnello, der gennem 25 år som producer har arbejdet med en længere liste af prominente navne som bl.a. Dinosaur Jr., The Breeders og Sonic Youth. Han er med andre ord en mand, der kan sit kram, og DDDs støjunivers burde være i sikre hænder hos Agnello.

Ud fra det spartanske albumcover på City Ghosts, der forestiller nederste halvdel af en yngre kvindekrop, yndigt påklædt, nonchalant placeret i en stol og med fødderne vendende indad, forledes man til at tro, man står med et genremæssigt ganske andet album i hænderne.

I det hele taget skaber det hybride møde mellem pigernes yndige 50’er-skørter med dertilhørende tunge pandehår og den punkrockede lyd en stilistisk balance, der klæder bandet fint, om end man får en klar følelse af noget konceptuelt i deres over-feminine visuelle udtryk. Det gør bestemt ingenting, for der er nu noget fedt over et (næsten) pigeband, der kan finde ud af at larme og samtidig se godt ud i strutkjoler. Konceptet virker således gennemført (og tilføjer givetvis også en ekstra dimension til de mandlige lytteres og eventuelle koncertbeskueres oplevelse), selvom det akkurat ligger på kanten til at være en smule forceret.

I forhold til den skramlede garagelyd på Bare Frames er lyden på City Ghosts pudset gevaldigt af. Det betyder nu ikke, DDD larmer mindre denne gang. Intronummeret “Wait for High Tide” lægger blidt ud med en rolig (ja, nærmest The XX-agtig) guitarfigur og et finpudset vokalarrangement. De afløses dog hurtigt af det, der generelt kendetegner denne plade: tunge, instrumentale mellemspil båret af insisterende trommer, guitarduetter og skæve Sonic Youth’ske riffs.

Med yderligere (kærlige) lydmæssige referencer til bands som Sleater-Kinney, The Breeders og guitartunge Smashing Pumpkins rummer City Ghosts op til flere fængende og velkomponerede sange med noget nær pop-hitpotentiale. Den flabede “Replacement” føles som en velplaceret knytnæve i ansigtet fra en forsmået og bitter kæreste/date, der har fået nok, og her oplever man virkelig pigernes vokaler i optimal samklang.

Ikke mindst “The Languages We Speak” og særligt “Never Seen Anything Like This”, der ligefrem får mig til at danse fjollet rundt på studerekammeret, vidner om det kompositoriske potentiale, DDD har. Hvorvidt den mandlige stemmes indtælling til “Never Seen Anything Like This” (der i øvrigt fyres af på klingende jysk) virker befriende og uhøjtideligt humoristisk eller bare useriøst, må overlades til den enkeltes smag og behag.

Det lidt kluntede “Spell” er – på nær den opløftende afslutning, hvor trommer og co. bryder ud i mere anarkistisk fri leg – det eneste, der virker decideret malplaceret. Ep’ens intronummer, “Golden View”, er genganger her på pladen, men tempoet er sat ned, og lyden virker tæmmet, hvilket ganske godt illustrerer det største problem med DDD’s albumdebut: Den lidt for pæne produktion giver i kraft af tyngden og det slæbende tempo pladen en uheldig tendens til at glide ud i monotoni på mange af numrene undervejs. De ellers gode melodier går alt for ofte i tomgang. Selv introduktionen af cello som underlægning i “Color Song” og det smukke og længselsfyldte “Movies” er ikke nok til at bryde den ensformige brug af guitar/tromme/bas. Samtidig er DDD’s tekstunivers simpelthen ikke tilstrækkelig solidt til at bære tidspunkter med fravær af musikalsk spænding.

Hvor Bare Frames primært gav associationer til arrig pige-garagerock med spontane råb og hvin hist og her, er kvartettens seneste udspil i højere grad præget af det samme blot under overdreven kontrol. Trommerne får ikke på samme måde frit løb, de mange guitarriffs antager en næsten for indstuderet karakter, og særligt vokalerne virker til tider overproducerede. Formen er tung og guitarerne stadig dominerende, men alt i alt er det et poleret støjunivers, vi har med at gøre.

Der er vitterlig gode sange på pladen, men de fremstår tit alt for harmløse. Den musikalske formåen rækker åbenlyst til mere vovede eksperimenter, og jeg savner som lytter større variation og mere lo-fi, punket løbskhed a la dén, Bare Frames bød på. Den klædte DDD bedre.

Sæt City Ghosts på og nyd de tydeligvis velkomponerede sange, den rummer, uden større forventninger til udvidelse af din musikhorisont. Længes man efter mere hårdtslående grrrl riot-inspireret punkrock med mærkbart bid, bør man hellere anskaffe sig Bare Frames eller simpelthen sætte Sleater-Kinney på.

★★★½☆☆

Deltag i debat