Plader

Death Valley Sleepers: s.t.

Skrevet af Mads Qvortrup

Death Valley Sleepers’ selvtitulerede debutalbum byder på en let omgang psykedelisk og stilbevidst indierock uden de store overraskelser eller indlevelsespotentiale.

Københavnske Death Valley Sleepers udgøres pudsigt nok af én mand ved navn Tobias Winberg. Han både skriver, producerer og spiller selv alt på optagelserne. Death Valley Sleepers tæller dog flere på scenekanten og fik for nylig anerkendelse af Vega ved at blive udtaget til at spille til deres ‘Udvalgte’-arrangement som et af de bands, man skal holde øje med i 2012. Det startede som et soloprojekt fra Winbergs side, der vakte opmærksomhed fra et større publikum med nummeret “Left Me High”, efter at det var med i en Chevrolet-tv-reklame. Det var den fornødne eksponering, der nu har udmundet i bandets debutalbum.

Hvad angår genre og stil, placerer Death Valley Sleepers sig lige midt i den tidstypiske renæssance og romantisering af 60’ernes beat-generation. Samtidig trækker Winberg på støj- og indierockens store navne fra slut-80’erne og start-90’erne, eksempelvis The Stone Roses og My Bloody Valentine. ‘Hov, kunne det ikke lige så godt være opskriften på The Raveonettes?’ Bestemt. Nærmest så meget, at man kunne foranlediges til at tro, at vejen til disse inspirationskilder er plastret til med The Raveonettes. Det er ikke en kritik (endnu), for det er muligt, at Death Valley Sleepers opererer uafhængigt af The Raveonettes, og at de to bands blot deler samme musikalske univers, samme forkærlighed for Fender Jazzmaster-guitarer, surfguitar-riff med spring reverb samt luftige, forsigtige vokaler med dertil hørende søde og uskyldige andenstemmer. Men det er svært at tro. Ret beset er det også mindre vigtigt for nu. Hvad der er vigtigere, er, hvordan musikken er.

Kompositorisk skifter albummets 10 skæringer mestendels mellem vers og omkvæd med et i numrene konsistent tempo, alt sammen i 4/4-takt. Typisk bliver lytteren kastet ind i Death Valley Sleepers’ numre nærmest uden intro (‘bang bangaLANGalang bosch’ kunne være et eksempel på, hvordan trommerne introducerer et nummer), hvilket er en fin måde at komme lige til sagen på. For denne musiks fornemste opgave er ikke at betage med skæve kompositioner, men at levere mindeværdige popmelodier med gode hooks.

Albummets første nummer, “Along the Canals”, starter med en svag guitarfeedback langt tilbage i lydbilledet, som stille forsvinder, indtil stilheden afbrydes af en solid og behagesyg popmelodi. En ganske smagfuld måde at informere lytteren om, at den gamle rå og støjende stil er skrottet til fordel for en mere poppet tilgang, men somme tider med et psykedelisk aspekt.

Når blandingen af pop og det psykedeliske fungerer bedst, lyder Death Valley Sleepers som en lettere og mere poleret udgave af Ride med flere forskellige lag. Blandt andet bliver der i “Vice and Beauty” brugt en sitar, et mellemøstligt guitarriff og »aaaaah aaaahhh«-kor sovset til i rumklang, så lytteren har et hul at udfylde mellem instrumenterne og vokalen.

I “Hit the Twilight Sleep” bruges sitaren igen, men i modsætning til tidligere virker den overflødig oven på de heftige, tremolo-belagte guitarer. Det syrede får sjældent lov til at stå alene længe, men befænges af et alt for aktivt trommespor, og det er egentlig ærgerligt, når guitarriffene godt kunne løfte nummeret alene med et meget simpelt beat. Den simple tilgang bliver for overpøset af lag-på-lag-på-lag, og det gør det svært at fastholde fokus og lade sig indhylle af den lyserøde stemning.

Albummets nok bedste nummer, “Small Town Bells”, viser, at Death Valley Sleepers godt kan lade sangen og ikke lagene tale, hvilket klæder dem. Sangen får nemlig lov at udvikle sig på sine egne præmisser og er ikke begrænset af en skabelon eller et antal minutter.

Når der går sukkerpop i den, og det gør der, er melodierne simpelthen ikke fængende nok til at ramme én. Eksempelvis lyder “Heartbreaking Sound of Joy” tam og uengageret og forløses aldrig, fordi der ikke er noget at forløse. Der mangler i høj grad en spænding. Hvis Death Valley Sleepers er uengagerede, så skal deres stemmer og instrumentationen også være det.
I “Left Me High” passer det manglende engagement både med den uskyldige tekst, de to akkorder og den manglende progression, og resultatet er et udmærket sløvt sommerpop-nummer. Desværre er det ikke tilfældet for andre, mere poppede numre som “Let Heaven Know” og “Into My Mind”, der begge er lidt småirriterende med aldeles ligegyldige keyboards. Vers, omkvæd gange to – men kunne man ikke lide de to ved første lyt, er der så godt som ingen chance for, at gentagelsen af dem får én til at skifte mening. Hvis der ikke er noget på hjerte, så få det til at lyde sådan i stedet for at ty til lyriske og melodiske klichéer og gentagelser.

Og det er netop hovedanken: Der er så godt som ingen autenticitet eller nærvær, og derfor sætter musikken ikke noget i gang hos lytteren. Det lyder som en sammensætning af forskellige musikalske elementer, som ”vi skal have med”. Det er for kontrolleret og upersonligt, når elementerne bare væltes ned i protools-kurven. Det er fint at have forbilleder at rette sig efter, men når det forhindrer, at man som lytter når det punkt, hvor man ikke længere tænker analytisk, fordi musikken åbner sig og sluger lytteren – så fjerner det samhørigheden og relevansen for den enkelte lytter, hvor tro man så end er imod en eller anden genre eller stilart.

Apropos mangel på nærvær hjælper produktionen heller ikke stemningen på vej. Det hele er nøje afmålt og doseret uden tilfældigheder eller overraskelser. Det er så pænt og poleret, at pladen bliver gennemsigtig og uden nerve. Albummets helhed bliver herved stilen frem for musikken, hvorfor det ikke er forfærdeligt interessant.
Hvis man derimod ikke kan få nok af musik om cigaretter, naiv kærlighed og solskin, vil man sikkert finde Death Valley Sleepers ganske fornøjeligt. Men er man bitter og træt af, at ens bolledej er træg, hjælper lidt sukker næppe på det.

★★★☆☆☆

Deltag i debat