Koncerter

Earth + Mount Eerie & Ô Paon, 02.04.12, Loppen, København

Skrevet af Sebastian Sharif

Kombinationen af Earth og Mount Eerie viste sig at være yderst tiltalende. Selvom Mount Eeries sæt udelukkende bestod af nye numre, der fremført solo ikke indikerede, hvordan de to kommende plader vil lyde, og selvom Earths sæt måske blev lidt langtrukkent, var det en fin aften helliget støjens smukke overtoner.

Det undrede mig egentlig ikke, da jeg hørte, at Mount Eerie og Earth tog på fælles turné. De to bands har en markant indbyrdes relation i Karl Blau, der udover at være bassist i Earth, også er en gammel ven af Phil Elverum, manden bag Mount Eerie, fra hjemstavnen Anacortes i Washington. De spiller desuden sammen i bandet D+, og Blau har kollaboreret utallige gange med Elverums projekter. Elverum har sågar opkaldt en sang under sit forrige alias, The Microphones, efter ham. Så det er tænkeligt, at han har ageret mægler i turnéplanlægningen.

Musikalsk fungerer Earth og Mount Eerie sådan set også godt sammen. Begge dyrker støjens smukke overtoner, begge begår sig i ukonventionelle, ofte langstrakte og minimale kompositioner og begge er repræsentanter for en mere organisk, analog musik, der både tematisk og musikalsk i høj grad afviser digitaliseringen og dens remedier såsom samplers og macbooks.

Selvom Elverum har en mindst lige så omfattende fanbase, var Earth dog slået op som aftenens – og turens – hovednavn, hvilket gjorde det svært at bestemme, hvem af de to navne, publikum hovedsageligt var kommet for at se. Ikke desto mindre må kombinationen af de to bands siges at være en yderst tiltalende koncertpakke.

Mount Eerie & Ô Paon
Med i pakken fik man også Ô Paon aka. Geneviève Castrée, som er Elverums kone. Den canadisk-franske alf trådte forsigtigt og barfodet ind på scenen og meddelte med en spinkel, pigelig røst, at hun var forkølet – set i retrospekt et unødvendigt forbehold, da hun trods sygdommen leverede varen vokalmæssigt – hvorefter hun gik videre til at spille sine udelukkende fransksprogede sange. Musikalsk lå hun ikke langt fra ægtemanden. Sangene var forankret i tilsvarende, lettere forvrænget singer/songwriter, der emmede af den naive charme, som også Elverum besidder; omend Castrées musik forekom mere repetitivt dronebaseret, da sangene sjældent rummede mere end en enkelt akkord. Så for at skabe ekstra tekstur og variation, brugte hun med god effekt loop-pedal til både vokal og guitar, og det udmøntede sig i et sæt, der var lige så lille og delikat som hende selv.

Derefter var det husbondens tur. Elverum stod ligeledes alene på scenen med sin 12-strengede guitar, i en aura af ydmyghed og venlighed. Det blev da også til en intim seance, hvor publikum andægtigt tav, da Elverum fangede an med sit sæt. Det bestod udelukkende af enemands fortolkninger af nyt materiale, og da Elverums album som hovedregel er tæt instrumenteret, var koncerten derfor en umådelig dårlig indikator for, hvordan de kommende plader, Clear Moon og Ocean Roar, monstro kommer til at lyde. Det blev da derfor også en mere lyrikbåren affære, da Elverums fløjlsbløde vokal svævede krystalklart over det spartanske tapet af effektindsvøbt guitarklimpren. På den front var alt tilsyneladende det samme: Naturen blev – som på de forrige plader – besunget med uaffekteret, næsten barnlig fascination (man kunne sikkert lave et drukspil, hvor præmissen var, at man skulle drikke hver gang, han synger om »the moon« eller »the wind« og blive hamrende fuld efter et enkelt album!)

Elverum selv fremstod, nøjagtig ligesom hans musik, simultant både af- og tilslørende, som han stod og indlevede sig i musikken, mens han smilede gådefuldt og rystede på hovedet med lukkede øjne. Det føltes både troværdigt og sympatisk, men havde Elverum bare halvt så meget  personlighed, havde det for publikum ukendte materiale og det nedbarberede setup nok været svært at redde i land.

★★★★½☆

Earth
Jeg forestillede mig af en eller anden grund Earth som et meget højtideligt band. Både at dømme efter deres sang- og albumtitler, der må siges at være temmelig storladne, men så sandelig også ud fra frontmand Dylan Carlsens fremtoning. Overraskende nok, var koncerten renset for shoegaze-mentalitet og store armbevægelser, mens Carlsen, trods sit barske ydre med tatoveringer og langt, gråsprængt skæg, viste sig at være en både godmodig og humoristisk mand. Med en overraskende lys og nasal stemme, var han ikke bleg for at smide en joke ind mellem numrene, som da han introducerede det tydeligvis udansable nummer ”The Rakehell” fra Angels of Darkness, Demons of Light II med linjen »det siges, at man kan danse til den«, hvorefter publikum lo.

Det var tydeligt, at der var tale om et sammenspillet og erfarent band. Dynamikken bandmedlemmerne imellem fungerede utrolig godt, og de havde en god kemi, når de stod og søgte – og til sidst også fik – øjenkontakt med hinanden. Trommeslagerinde Adrienne Davies blev også med sine trommestiksfagter hurtigt et blikfang. Selvom gestikken sandsynligvis bare var et forsøg på at holde kadencen på de sløve sange, fik jeg personligt associationer til youtube-videohittet ”This drummer is at the wrong gig”.

Som med drone-koncerter generelt, var det de små subtile forandringer i Dylan Carlsens komplekse kompositioner, man måtte hæfte sig ved. Jeg tog også mig selv i et par gange at flyde med som en træstamme på floderne af lyd; bassens og guitarens repetitive figurer, celloens mere vilkårlige, men smukke klangfarver, og trommerne, der som en shamantromme i et indianerritual udsendte trance-fremkaldende bølger. En dybt hypnotiserende oplevelse. Alligevel begyndte tålmodigheden at glippe, da koncerten lakkede mod enden. Måske var det trætheden, der begyndte at melde sig, da klokken var næsten et. Måske var en koncertlængde på næsten halvanden time bare for stor en dosis af Earths gren af instrumental rock.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat