Plader

Farven Fornem: DNA

Farven Fornem leverer dansksproget elektropop af den finere slags. Albumdebutanterne bekender kulør og giver med DNA et seriøst og lovende bud på, hvordan danske melankolske tekster kombineres med storladne elektroniske lydflader.

Usædvanlig god, fin, fremragende, imponerende. Tillægsordet fornem har ifølge Den Danske Ordbog adskillige betydninger. På Farven Fornems debut DNA er der tyk streg under fin. Fin, dansksproget elektropop, der på én og samme tid er letbenet og dramatisk, og som for det meste cruiser på sikker kurs.

Kvartetten med sønderjyske rødder og ep’en Symbol bag sig serverer sikkert 10 elektriske og solide melankolske numre pyntet med poppens poesi. Kvartettens lydunivers svæver mellem Depeche Mode, Interpol, Spleen United og Loveshop med en snert af Lars H.U.G. Som en lille rift i huden, der bliver ved med at svie, stikker de danske tekster lidt ud i starten, men det går over og betyder snart slet ingenting.

Jeppe Sievers’ dundrende, desperate vokal slår fra sig. Fra første hug er der noget i gærde. Åbningsnummeret ”På flugt” er bestemt et af pladens bedre, der langsomt bygger sig op og på en næsten logisk måde sætter scenen. En sang om at flygte fra noget, man ikke forstår. Det kan være lidt svært at forstå, at man efter den tunge og bombastiske start nedtoner de tunge riffs og skruer op for et mere poppet udtryk. Det kammer heldigvis ikke over og bliver middelmådig mainstream. Teksterne kredser dog om håbløshed og ulykkelig kærlighed – altså noget, man har hørt før – men de bider fra sig, og det er vigtigt. ”Min nye ven” udspiller sig i hovedet på halvgamle mænd, der forblændes af unge pigers skønhed. Et snapshot af nattelivets mange flirter.  Førstesinglen ”X” har bestemt potentialet i orden, og den skal nok overdøve en dansk festivalplads inden længe. Vi snakker solnedgang og taktfaste klapsalver; den er hjemme.

Farven Fornem har ikke taget patent på en helt ny lyd i dansk musik anno 2012, men det er derhenad. Der er tale om en mørk omgang popmusik, der konstant bliver udfordret af elektroniske elementer. Det giver en dynamisk energisubstans, der skubber hver enkelt sang i den helt rigtige retning, hvilket skaber et lydunivers, der på mange måder er beundringsværdigt for en debutplade.

Kombinerer man netop denne lydflade med dansksproget poesi, får man, hvis ikke en ny skabning, så i hvert fald nyt blod. Nu gør det bare ikke nødvendigvis musikken hverken god eller bedre. Indimellem skubber de danske tekster faktisk de ellers så bastante og overlegne rytmer en smule ud af kurs. Én af synderne er gentagelser. Mange gentagelser. Mange bliver på DNA momentvis til lidt for meget. Men i længden fungerer det, at de tempofyldte sange bliver sunget på modersmålet. DNA på engelsk ville formentlig blive skyllet helt væk og drukne i en bølge af ligegyldighed.

Bandet formår gennem hele pladen at holde sig oven vande og holde sin egen kurs ved at holde sig på behørig afstand af det til tider intetsigende midterfelt på poppens brogede ocean. Farven Fornem undgår samtidig, at albummets mangefarvede palet af storladne elektroniske lydfragmenter bliver udvandet og flyder sammen til en grå og kedelig masse.
Ifølge Den Danske Ordbog kan fornem også betyde ”usædvanlig dygtig inden for sit felt”, og det er faktisk, hvad de er – dog uden helt at sejle deres egen sø.

★★★★☆☆

Deltag i debat