Plader

Gonjasufi: MU.ZZ.LE EP

Skrevet af Jakob Bom

Med sin nye ep fortsætter Gonjasufi med sin velkendte kombination af tørre, rustne beats og støjende lydflader. Men en ting er anderledes: Han er blevet mere personlig og bluesy. Den nye stil passer ham og med en EP bestående af korte indbydende numre får man lyst til mere og bliver nysgerrig på, hvem personen bag Gonjasufi er.

Det er nu et par år siden, at Gonjasufi alias Sumach Ecks udgav sit debutalbum, A Sufi and a Killer, som blev rigtig godt modtaget af anmelderkorpset. Senest udgav Gonjasufi den hiphoppede ep The 9th Inning, og nu har han så begået en ny ep kaldet MU.ZZ.LE, som består af 10 korte numre med en samlet varighed på knap 25 minutter.

Gonjasufi fortsætter på MU.ZZ.LE med sin velkendte kombination af tørre, rustne beats og støjende lydflader med referencer til så forskellige genrer som psykedelisk rock, triphop og blues. På den front er der ikke noget nyt under solen, og igen følger Gonjasufi denne musikalske opskrift mesterligt. Forskellen på denne og de tidligere udgivelser er, at Ecks er blevet mere personlig og “bluesy”, og på MU.ZZ.LE formår han i den grad at udtrykke sine følelser med sin skrøbelige stemme og sine semiparanoide tekster. Derfor er et svært at komme uden om, at MU.ZZ.LE faktisk er forrygende godt skruet sammen og det perfekte soundtrack til en søndag med tømmermænd.

Der er flere højdepunkter på ep’en. De to første numre på pladen indleder den sikkert i downtempo, hvor det blues-inspirerede pianonummer, “White Picket Fence”, lægger ud. “Feedin’ Birds” byder dernæst på loopende westernguitar og kvindevokal, som til sidst på overraskende vis eksploderer i en trommesalut, der leder til “Nikels and Dimes”. Det er vel nok ep’ens mest poppede nummer, selvom det er svært at tale i poptermer, når Gonjasufis dystre og paranoide stemningsbilleder konstant spøger i baggrunden.

Det bedste nummer på ep’en er lo-fi-skæringen “The Blame”, som er et godt bud på blues anno 2012. Som de andre numre er det stærkt personligt og omhandler, hvordan Ecks har svært ved helt at finde sig til rette og forstå omverdenens reaktioner: »You say I’m not supposed to kill / Keep walking with my head high / But every time I go somewhere / I feel the dread inside their eyes«.

MU.ZZ.LE er også interessant, fordi ep’en føles uforløst, når man har lyttet til den, og flere gennemlytninger forstærker egentlig blot den følelse. Det skyldes nok, at det er en ep bestående af korte numre, hvor man nærmest ikke når at komme ordentligt ind i dem, før de afsluttes. Måske er det faktisk dens styrke, at man lige får snuset til numrene og begejstres, så man hungrer efter mere.
Derfor må man håbe, at Gonjasufi i fremtiden kører videre i samme spor og udgiver et nyt album, så vi kan få mere. MU.ZZ.LE kunne godt være det første tegn på, at Gonjasufi er i færd med at afsøge nye musikalske veje, og det er bestemt en rejse, som jeg godt kunne tænke mig at tage med på og følge nærmere.

★★★★★☆

Deltag i debat