Artikler Interview

Kirsten & Marie – den dystre baggrund

Foto: Luca Berti.
Skrevet af Lise Christensen

Kirsten & Marie spillede sig med bare tæer og sødmefuld folkpop ind i folks hjerter med hittet “My Dear”. Nu er debutalbummet Newspeak klar. Læs med om virkelighedens talentshow og et søskendepar, der ikke er bange for at blande det søde med det dystre eller Strauss med Twin Peaks.

Foto: Luca Berti/PR

I Viborg bor Kirsten og Marie. Til daglig går de i gymnasiet. Det er – som det nok er for de fleste – sjovt, men også med bjerge af lektier der skal klares. Men det 20-årige søskendepar har også en anden identitet som folkduoen Kirsten & Marie, der i 2010 fik et lytterhit med den 70’er-folkinspirerede førstesingle “My Dear”, der førte dem ind på Det Elektriske Barometer og siden ud i lytternes hjerter.

Med en ung charme og en kun tre numre lang selvbetitlet ep bag sig indtog de i sommers Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene med en flot vokalharmonisk og strygerbåren skovkoncert. Undertoner var med backstage til en snak om det at turde skrive sin egen musik, det nyttige i at have en transatlantisk penneveninde og at gribe chancen, når den byder sig.

Virkelighedens talentshow
Søstrene havde egentlig ikke gjort sig seriøse tanker om en karriere inden for musikken. Men en aften i 2009 fik de chancen.

»Vi var til en Oh No Ono-koncert, og en af vores veninder tvang os nærmest til at spille for dem. Så det gjorde vi efter koncerten. Så vi lånte en guitar af dem. Dengang havde vi en eller to sange, vi selv havde skrevet,« fortæller Kirsten.

»Vi havde en,« korrigerer Marie.

Selv om pigerne ikke først turde spille deres eget nummer overvandt de sig til sidst og spillede nummeret “Cracked Lips”.

»Og så kontaktede de os dagen efter og spurgte, om vi ville varme op for dem på Vega to dage senere, og det var sådan – wow – vi havde kun spillet for efterskolen et par gange. Og så læste vi videre i mailen, hvor der stod ‘Vi har også lige opstartet et pladeselskab, vil I udgive en ep?’,« fortæller Kirsten.

»Så tænkte vi: Vi siger ja.«

»Jo, hvorfor ikke,« istemmer Marie, og de griner begge to.

»Det er det største glædesboost, jeg nogensinde har fået. Det er helt sikkert, at man ved jo ikke, hvad man går ind til, men det er heller ikke en chance, man siger nej til,« konkluderer Marie.

Pigerne havde fået deres andel af ros på efterskolen, men endnu ikke skænket det en tanke, at de kunne drive det til noget mere. Det bød da også hurtigt på visse udfordringer.

»Jeg blev helt vildt hurtigt bremset af den tanke, at jeg kan ikke skrive musik, fordi vi hidtil kun havde spillet covers, og jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde skulle komme til at skrive et stykke musik, jeg ville være tilfreds med. Det var så ret overraskende, da man først havde skrevet en sang, man var glad for,« fortæller Marie.

Twin Peaks-jazz og køkkener med rumklang
Det er Kirsten og Marie i den grad kommet efter på den 10 numre lange debutplade Newspeak.  Over en let svingende Skype-forbindelse fortæller Marie ni måneder senere, i marts 2012, hvordan det er gået siden sommerens løse ideer og til det endelige pladeresultat. Folkpopformatet fra ep’en er blevet ført videre og udbygget med både en strygerkvartet og et væld af reallyde, der tager pladen ud i et nyt og spændende rum.

Sammen med Aske Zidore, der har produceret pladen, har Kirsten og Marie indlogeret sig i en forladt lejlighed, hvor de indspillede og eksperimenterede med numrenes form. På “Two Mornings” indledes nummeret eksempelvis med et sample af en Strauss-march og på “Rosa White” er det organiske i form af en klassisk sangerindes vokal – blandet med manipulerede samples.

»”Rosa White” var meget sådan, at vi lyttede til den og tænkte over, hvordan vi kunne bygge videre på den. Jeg tror, det er den sang, hvor der er flest effekter på. Så kom man ind i en krystalverden, og så havde vi lyst til at det skulle regne, og lige pludselig så kom man ind i sådan en Twin Peaks-verden med knips og en mere jazzet stemning,« fortæller Marie.

Selv lejligheden blev et instrument, hvor rummenes klang er blevet inddraget som en del af pladens lyd.

»Vi havde nogle mikrofoner til at stå inde i køkkenet, hvor der var den vildeste lange efterklang.«

En anbefaling kunne være at finde sig et godt standardrum at gå ud fra. For Kirsten & Marie viste sig eksempelvis at være et af de mindre beboelsesrum, hvor hele pladen ikke stod i fare for at forsvinde i rumklang. Netop øret for nuancerne, specielt i den tostemmige sang, er da også kendetegnende for den eksperimenterende folkpop, der i Undertoners anmeldelse af Roskilde-koncerten blev kaldt »uspoleret, uskyldsren og ubesværet.« Men der gemmer sig foruroligende ting under den glade facade.

Dystersød musik

Kirsten og Marie spejler ikke kun hinanden i udseende, men også i måden, de bruger deres stemmer på. Foto: Coveret til “Newspeak”.

Tilbage på Roskilde 2011 fortæller Kirsten og Marie, hvordan de fleste af sangene er opstået i et penneveninde-venskab, der går tværs over Atlanten. De har i flere år skrevet med Makaila Stierlin fra Florida. En dag fandt de et digt på hendes Facebook-profil, som de satte musik til, og sådan opstod duoens første sang “Cracked Lips”. Det har siden udviklet sig til et samarbejde, hvor Kirsten & Marie har fået en bunke digte, som de kan sætte til deres musik, og hvor fra de fleste af sangteksterne stammer.

»Det er sjovt – nogle gange, når man gør det på sådan en lidt omvendt måde, så opstår der sådan nogle fede ting, hvor musikken nærmest er i kontrast til det, der står. Jeg kan godt lide, når det er dystre tekster og man så sætter en sød melodi til. Det kan give  en god energi,« konkluderer Kirsten.

Kirsten & Marie arbejder også med dynamikken mellem den mørke tekst og den lyse musik ved at udfordre brugen af deres stemmer og muligheden for både at arbejde sammen og på tværs af hinanden i den tostemmige sang.

På den senere Skype-forbindelse uddyber Marie, hvordan det dynamiske spil mellem den dystre tekst og den søde melodi er kommet til udtryk på Newspeak. Et af de tydeligste eksempler er nummeret “Car”.

»Nummeret er megadystert, fordi det handler om en, der kører galt. Og man ved, at personen dør, det kan man indirekte se i digtet. Men der er en meget sød melodi på et tidspunkt i sangen, og den, synes jeg, er ret klam i sammenhængen. Jeg synes godt, at man kan trække det op til noget generelt på pladen. Jeg vil ikke sige, at det dystre eller det skumle er i fokus på nogen måde, men det ligger netop i baggrunden hele tiden, og det er typisk for det, vi laver, at der er en eller andet skummelt over det.«

Både det dystre og det søde, det foruroligende og det smukke i søskendeparrets musik kan opleves live til SPOT Festival den 4.-5. maj i Aarhus.

Deltag i debat