Konkurrencer

Kom gratis til koncert med legendariske Sleep

Sleep: Matt, Al og xx
Skrevet af Redaktionen

Undertoner har fået fat i hele fem gange to billetter til stoner/doommetal-bandet Sleeps koncert i Amager Bio, og ved du lidt om naturens svar på Stesolid, så gæt med om billetterne her.

Sleep: Al, Chris og Matt

Stoner/doom-metalbandet Sleep fra San Jose, Californien, spiller i Amager Bio fredag den 4. maj som en del af deres europaturné og som en forlængelse af den ligesindede festival Heavy Days in Doom Town, der løber af stablen i samme weekend.  Undertoner er så velsignede at have fået fat i hele fem gange to billetter til koncerten, så du kan med lidt held slæbe en ven m/k med til herlighederne i Amager Bio på St. Bededag den 4. maj.

Gennem det meste af 90’erne udgav Sleep tre albums, der kulminerende med den 64 minutter lange hashhyldest og monolit af en sang, ”Dopesmoker”. Nummeret er måske det ultimative musikalske statement inden for stonergenren, men medførte også Sleeps opløsning, da deres pladeselskab nægtede at udgive værket i dets fulde længde og i det lydbillede, det var skabt i. Det opklippede kompromis ”Jerusalem” blev først udsendt i 1998, og først fem år efter opløsningen blev ”Dopesmoker” udsendt i sin oprindelige, fulde længde.

Siden da har Matt Pike (guitar), Al Cisneros (bas/vokal) og Chris Hakius (trommer) foldet sig ud i henholdsvis heavy metal-bandet High on Fire og det eksperimentale rockband Om, men i 2009 fandt de sammen igen og spillede et par koncerter på den engelske ATP-festival. Siden forlod Hakius bandet og blev erstattet af Neurosis’ Jason Roeder, der for første gang spillede med bandet på en USA-turné i 2010.

Al den info kan unægtelig få øjenlågene til at føles tunge, og selvom Sleeps langsomme musik kan fremstå tung, så bliver den aldrig søvndyssende – som bandnavnet ellers kan foranledige en til at tro. Har man brug for stimulanser til at falde i søvn på, kan man imidlertid benytte sig af naturmedicin som ekstrakt eller piller lavet på roden fra en staude, der virker beroligende og søvnfremmende. Men hvad hedder stauden, der kaldes naturens svar på Stesolid? Svar senest 30. april, og deltag i konkurrencen.

Vinderne er fundet.

Deltag i debat