Plader

L.O.C.: Prestige, Paranoia, Persona vol. 1

Skrevet af Maja Hirani

L.O.C.’s nye album står uden sidestykke som det svageste i rapperens karriere. Den blandede fornøjelse strækker sig dog kun over ni sange, så som optimist kan man passende undskylde foretagendet med, at Prestige, Paranoia, Persona vol. 1 blot falder i mixtape-kassen.

En glad L.O.C., nyt pladeselskab, TDC, reklame, Voice-dommer, hykleri – find selv på flere samtaleemner. Nu, hvor den obligatoriske snak om Prestige, Paranoia, Persona vol. 1’s skabelse er overstået, kan vi endelig kaste blikket på selve produktet.

Albummet består af ni numre, hvoraf to af dem er forskellige variationer af den samme. På producerfronten er Rune Rask skiftet ud med Es. Selvom det på papiret virker, som om L.O.C. foretager sig en musikalsk og karrieremæssig kovending, så er der i realiteten ikke forfærdeligt meget, der er forandret siden Libertiner. Andet ville da også være betænkeligt. Herre gud, der er kun gået et lille års tid.

Den mørke “Martyrium” starter dansk raps yndlings sjette album. Åbneren emmer af diabolsk arrigskab blandet med ufortrødent storhedsvanvid – nøjagtig, som man kender det fra tidligere L.O.C.-sange. Det er jo ikke tilfældigt, at linjer i stil med »lad mig genintroducere mig selv / for ingen giver en flyvende fuck, når du blotter din sjæl / Ja, jeg er ham rapperen, der lugter lidt af nye penge / taler meget om kærlighed, lever for alt andet end« synes at være et tilbagevendende udgangspunkt for L.O.C.’s skriverier. Det fungerer simpelthen. Hverken mere eller mindre.

Næste nummer på Prestige, Paranoia, Persona vol. 1, “SGMD”, er pladens mest vellykkede. Den fejrer rapperens succes og både hjemstavn, nye og gamle venner hyldes. Det er enkelt, men serveres med musikalsk kant og hidtil uset overlegenhed:
»De bedste de’ okay, men de bliver aldrig Liam / ja, vi omarrangerede kammertonen / mens de skyder spredehagl, utroligt de ikke rammer nogen / de er så ved siden af, at de har brug for at kalibrere / men Gud please, lad dem få succes, så de kan relatere.«

Et par middelmådige sange længere henne finder vi “Under nul”, der følger præcis samme spor som de to “SGMD”-versioner. Det er i virkeligheden, som om det hele bliver lidt omsonst. Det er muligt, at L.O.C. er klædt i Bottega Veneta fra hals til ankler, men det får ikke ligefrem pulsen til at galopere. Herfra går det støt ned af bakke, og det er nærmest pinefuldt at bevidne. Klimaks på albummet indtræder alt for tidligt, og der er ikke meget, der får lytteren til at blive hængende efter de første fire numre. “Jeg er Judas” gæstes af Jokeren (eller hvad han nu vil kaldes), der leverer en klat malplaceret, tynd omgang spoken word. Hele sangens opbygning skriger efter fornyelse og kreativitet. Produktionen er flad, og den umiddelbare aggressivitet i trommerne siver alt for hurtigt ud.

Det samme kan siges om “Jetlag”, der effektivt sørger for et nyt lavpunkt. L.O.C.’s egen præstation er faktisk ganske habil, men før han kommer til, skal vi trækkes med et par tvivlsomme features fra henholdsvis U$O og WC. Førstnævnte er skandaløst uoplagt, og med et knastørt flow får han vristet nogle uvirkeligt ringe linjer af sig:
»De andre er ok, som en Cola Light smager / du claimer dyr swag, men dine sko er Nike Air, yeah«.

Jeg kan ikke gennemskue, om det er meningen, at man skal grine eller græde. Det ender i en lunken mellemting, hvor det hele virker forfærdeligt. Det bliver ikke meget bedre i andet vers, hvor amerikanske WC fra Westside Connection giver sit besyv med. Det bliver absolut ikke automatisk godt, fordi der rappes på engelsk på et dansk album. Indrømmet, det kunne have været et muntert indslag, men det havde krævet mere end linjer som »Pulling them triggers and smoking whoa / jump jump jumpin’ down and up on the foe / walking in the door like ‘whats up Loc’«. Grine/græde-komplekset trænger sig atter på.

Det kan koges ned til dette: Første halvdel af albummet er udmærket, men på den sidste del er der simpelthen ikke noget at komme efter. Det giver Prestige, Paranoia, Persona vol. 1 en holdbarhed på linje med en åben skummetmælk snuppet forrest fra køledisken.

★★½☆☆☆

1 kommentar

  • Det er da helt hen i vejret, at sige L.O.C. ikke har fornyet sig og det er hans hidtil svageste album. Der skal ikke meget til, før man kan høre at albummet er gennemtænkt og ude af boksen. L.O.C. udspiller en helt ny side af sig selv og vi har ikke hørt denne slags fra ham før. Det kan godt være jeg bare er en eller anden gymnasiedreng, men jeg har dog lyttet til albummet flere gange og det der beskrives i denne anmeldelse, er ikke det jeg hører.

Deltag i debat