Nyheder

April-koncerter I: Mørkt apparat siger »hej« til rasende Jane og maniske bekvemmelighedskonger

Skrevet af Camilla Grausen

Adskillige anbefalelsesværdige koncerter finder sted i Danmark i første halvdel af april. Og det er ingen aprilsnar. Tjek Undertoners udvalgte her!

Påskens hellige helligdage lægger en lille dæmper på koncertprogrammet i starten af april, så slap bare af og smæk benene op, gnask et påskeæg og læs Undertoner-anmeldelser med den bærbare på skødet indtil sådan cirka mandag den 9. april, også kendt som 2. påskedag. Her optræder amerikanske Dark Dark Dark på Atlas i Aarhus – og fredag den 13. april i Huset i Magstræde i København. Bandet fra Minneapolis har bl.a. gjort sig bemærkede med den fine ”Daydreaming” fra deres seneste album Wild Go (2010). Deres americana-pop med klaver og Nona Marie Invies stemme i højsædet skulle kunne levere en rørende og kraftfuld koncertoplevelse, hvad enten du fanger dem øst eller vest for Storebælt.

Jamie Stewart fra Xiu Xiu er klar i barberstolen inden koncerten på Stengade, mens han siger: »If there's a hole in your head, say hi.«

Med en baggrund inden for techno, har tyske Apparat alias Sascha Ring efterhånden bevæget sig mere hen imod sangskrivning, hvor hans stemme kombineres med electronica og sporadisk brug af klassiske instrumenter. Undertoners Lasse Aagaard beskrev i vinter Apparats andet album, The Devil’s Walk, som »en flot og mættet lytteoplevelse, der passer som fod i hose til den nærværende årstid – mørk, stor, ensom og sulten efter de følelsesmæssige højdedrag«, omend han også efterlyste lidt mere kant. Hør om der er mere af den, når Apparat optræder live torsdag den 12. april på Train i Aarhus samt i Koncerthusets Studie 2 i København lørdag den 14. april.

»If you’re wasting your life, say hi,« synger Xiu Xius Jamie Stewart på den nye single “Hi”. Fredag den 13. april kan du på Stengade i København svare ham hej igen – i øvrigt også, hvis der er hul i dit hoved eller du har stukket dine øjne ud. Sidst Undertoner forsøgte at komme til koncert med Xiu Xiu, endte den udsendte anmelder (meget passende?) på skadestuen i stedet. Men nu er der heldigvis en ny mulighed for at høre bandet, der for nylig udsendte albummet Always med melodramatisk synthpop. Det skulle efter sigende være intet mindre end forfærdelighedernes arnested. Det samme kan man sige om bandets officielle hjemmeside, der både indeholder datoer for hele deres europaturné og billeder af fans’ numser og sår fra folk, der har skåret i sig selv.

Nu er det virkelig ikke fordi, det skal blive forfærdeligt, det hele. Men samme dato – og ja, det er fredag den 13., er der koncert med hvad Radar kalder et »livssurt mandeband«. Det lyder sjovt på en sur måde, men jeg ved nu ikke hvor livssure, Larsen & Furious Jane egentlig er. Bortset fra Jane, der jo som bekendt er decideret furious. Nå ja, men gode er de aarhusianere i hvert fald – senest sikrede deres alternative rock på albummet Dolly dem endda en flot sølvmedalje i Undertoners kåring af de bedste danske album fra 2011. For første gang i tre år er bandet nu på tour, og den første dato i april er altså den 13. på det nyåbnede Radar, hvilket er Musikcaféen 2.0, med plads til 300 gæster i lokalerne på Godsbanen, Skovgaardsgade i Aarhus. Herefter fortsætter Larsen & Furious Jane den 14. til Kulisselageret i Horsens, den 20. til Tobakken i Esbjerg, den 21. til Studenterhuset i Aalborg for at slutte på Stengade i København den 28. april.

Hvis du mere er til hiphop med Pitchfork-appel, så har du sikkert allerede helt styr på, at det også er fredag den 13., Drake kommer til Forum på Frederiksberg. Og hvad angår hiphop uden Pitchfork-appel, men til gengæld med snart ufatteligt mange fans blandt både landets anmeldere og alle andre, så husk også, at de tre bananer i Malk de Koijn er i fuld sving med deres danmarksturné. Inden for de næste to uger kommer de til Bornholm, Vordingborg, Roskilde og København. Tjek datoerne i Undertoners koncertkalender.

Et stort, internationalt navn, der det seneste årti kun har besøgt Danmark på festivaler og deslige, giver nu koncert på et regulært spillested i København. Det drejer sig om walisiske Manic Street Preachers, der søndag den 15. april giver koncert i Amager Bio, og alle billetterne er solgt. Bandet har over tyve år på bagen, men kvaliteten af deres efterhånden mere storladne rock med skarpe meninger, er stadig høj. Undertoners Søren Jakobsen var eksempelvis glad for Manic Street Preachers’ seneste album Postcards from a Young Man.

Hvis du derimod foretrækker at skrue tempoet heeeelt ned og lade behageligheden overtage sådan en søndag aften, skulle du hellere tage til koncert med Kings of Convenience, der giver to koncerter i træk i København. Der er en god idé bag – først holder de en koncert i Store Vega med de mere kendte numre, den såkaldte a-side-koncert, for dagen efter, mandag den 16., at give en b-side-koncert med en række af de numre, bandet sjældent har optrådt med live. Denne koncert foregår i Lille Vega. Selvom Erlend Øye og Eirik Glambek Bøe unægtelig laver blid Simon & Garfunkel-inspireret guitarpop, er det dog egentlig ikke sikkert, tempoet går så langt ned igen, for da de to nordmænd forrige år optrådte på Roskilde Fesival, var det en både hjertelig, charmerende og humoristisk koncert. Med både knips og dans.

Leave a Reply