Plader

One-Eyed Mule: When Tomorrow Comes

Skrevet af Lasse Aagaard

Med fin og vedkommende folkrock minder danske One-Eyed Mule os om, at hjem er en følelse og ikke et sted, vi bare sådan kan tage hen.

Der findes folk, der konstant forsøger at træde nye græsgange. Rastløse sjæle, der konstant skal finde nye måder at komme i mål på, fordi målet alene ikke er mål nok i sig selv. Og så findes der folk, der bare kan træde ud i græsset i baghaven og nyde det i så fulde drag, at der er nok til alle. Det danske folkrockorkester One-Eyed Mule falder ind under sidstnævnte kategori.

Deres fjerde album, When Tomorrow Comes, er nærmest befriet for kunstnernykker og tvungen innovation. Musikken er stilren folkrock, men ikke dermed en dumblind stiløvelse. Det handler om at tage de små fornemmelser for, hvad de er, og ikke anbringe dem i en ramme, de alligevel ikke kan eller skal fylde ud.

Så hellere bruge tiden på at nærstudere de små følelser; dem, hvor man skal mærke efter for at vide, at de er der. Som f.eks. den stille desperation i “The Way You Do Me”, der sitrer under huden, eller den fine og rummelige “Move With You To The Country”, som på én gang smager af fred og længsel.

Rammen for universet på When Tomorrow Comes er morgengryet og de horisonter, der venter. Det er det, der emmer fra den rolige og instrumentale åbningssats “Hello Morning Rag” og fortsætter albummet igennem. Temaerne sværmer om rastløshed og eskapisme, men den underliggende grundstemning føles jordbunden og nærværende.

At One-Eyed Mule har dyrket deres musik på Bob Dylan, skal ikke være en hemmelighed for nogen, og manden bliver endda nævnt i titelsangen. Men Bob Dylan er i denne sammenhæng ikke en kunstner af kød og blod i hvis skygge, man kan søge ly. Han er en tilstand og et mentalt sted, man kan besøge, når hjem ikke længere er et sted, man kommer fra, men et sted, man skal finde.

Det bliver understreget med en rummelig produktion, der ikke gør opmærksom på sig selv, men derimod effektivt bakker musikken og teksterne op. Gulvet får lov til at knirke, og maskinerne får lov til at summe. Jeg får som lytter lov til at være med i rummet.

Og så får Rasmus Dalls leadvokal, der på samme tid er skrøbelig og stærk, sikker og usikker, lov til konstant at stå forrest med sine enkle, næsten naivistiske tekster. Han har ikke en stor stemme, men en varm og sympatisk levering, der hele tiden fastholder min nysgerrighed.

Albummet holder dog ikke topniveauet hele vejen igennem. På pladen er der nemlig også plads til at lege og prøve ideer af, men det gør heller ikke så meget; at lytte til When Tomorrow Comes er en gennemgribende og nærværende oplevelse, og man tilgiver hurtigt bandet de få øjeblikke, hvor fokus er sløret (“Tunnels and Trains”), eller hvor den akustiske guitar bliver lige lovlig tilbagelænet (“Take It Easy On Your Man”).

Og når man lulles ud af besøget hos One-Eyed Mule med den blidt bragende og stilfærdigt storslåede “Anticipation”, så er batterierne ladet op, og jeg kan atter komme i gang med endnu en dag.

★★★★☆☆

Deltag i debat