Plader

The Mars Volta: Noctourniquet

Skrevet af Daniel Niebuhr

The Mars Volta anno 2012 er en halvpoppet og til tider idéforladt affære, der befinder sig langt fra forrige pladers psykedeliske eksperimenter, hvilket gør, at Noctourniquet desværre ikke holder i længden.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg rigtig, rigtig godt kan lide The Mars Volta. Amputechture er i mine øjne en af 00’ernes absolut mest sublime rockplader, og bandets fire første studieudgivelser udgjorde ligeledes en af mine mest idoliserede diskografier. Derfor blev det også et stort musikalsk antiklimaks, da Octahedron kom på gaden i 2008. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det hele skulle være så stille og ambient i forhold til de overdrevne syretrip, som Omar Rodriguez-Lopez og kompagni sendte os på med de fire foregående plader. Måske var det tid til fornyelse, hvem ved? Men jeg følte alligevel, at der med Noctourniquet var lagt op til revanche fra bandets side, så det var med en blanding af stor forventning og frygt, at jeg smed The Mars Voltas sjette udspil på anlægget.

Til at begynde med er det dog ikke rigtigt til at høre, hvilken retning det hele kommer til at gå i. Åbningsnummeret, ”The Whip Hand”, der bevæger sig i gråzonen mellem det rockede og poppede, indeholder heldigvis det mystiske og syrede udtryk, der bærer præg af en god del musikalsk eksperimenteren. Flere udefinerbare lyde farer rundt i det lettere kaotiske lydbillede, hvor lyden på trommerne enkelte steder går hen og bliver helt mekaniske, som hvis en trommemaskine var blevet anvendt i stedet.

Og for at blive ved trommerne er det samtidig og til alt held ikke til at høre, at trommeslager Thomas Pridgen har forladt bandet og er blevet erstattet af Deantoni Parks, der tidligere har været inde omkring både The Mars Volta og The Omar Rodriguez-Lopez Group. På Noctourniquet bliver der rigeligt med plads til netop trommerne, men ligesom tilfældet var med Pridgen på Octahedron, har man desværre tit fornemmelsen af, at det fulde potentiale aldrig rigtigt kommer til udtryk.

Til gengæld er Cedric Bixler-Zavalas lyrik lige så kryptisk og velovervejet som sædvanlig, hvilket giver anledning til megen fortolkning hos lytteren. Sådan helt grundlæggende kan jeg læse mig frem til på The Mars Volta-forummet The Comatorium, at plottet på Noctourniquet ifølge en læser omhandler en klon, der gradvist bliver mere og mere syg, men om vedkommende har fat i noget af det rigtige, tør jeg umiddelbart ikke sige. Samtidig står teksternes sproglige genialiteter som et af Bixler-Zavalas lyriske højdepunkter, der ikke er blevet matchet i lang tid i TMV-sammenhæng.

Stærkest på pladen står især den første egentlige single, “The Malkin Jewel”, der indledes med et lettere mystificerende tema for senere hen at ende i et sandt kaos af crashbækkenslag, høje synthtoner og aggressiv lyrik fra Bixler-Zavalas side. Derudover formår bandet at lade tålmodigheden betale sig med endnu en gang at gøre det afsluttende nummer til et af pladens bedste, denne gang i form af “Zed and Two Naughts”. Det fungerer altså bedst, når det går lidt stærkt.

Desværre byder albummet også på komplette modsætninger, hvor tempoet bliver skruet helt ned. Og ja, det er blevet udført ganske glimrende på forrige plader, men denne gang lader kreativiteten fra Omar Rodriguez-Lopez til næsten at være helt forsvundet. I “Aegis” hører man de tydeligste eksempler, hvor de progressive og eksperimenterende elementer er blevet afløst af klare poprockvisioner. Og hvor jeg før roste The Mars Voltas lyrik generelt, daler den til gengæld her til noget af det mindst idérige.

Noctourniquet er dog alligevel et skridt i den rigtige retning: tilbage mod de syrede og fantasifulde lyduniverser, der tidligere er blevet åbnet op for. Men der er som sagt stadig et godt stykke vej endnu. For når der er så langt mellem højdepunkterne, som tilfældet nu engang er, kommer jeg alt for ofte til at sidde og falde hen ved de noget kedelige og trivielle popmelodier. Om det her virkelig bare er deres nye udtryk, skal jeg ikke kunne sige, men i så fald glædes jeg ved, at jeg heldigvis er i besiddelse af så mange andre plader med The Mars Volta til at holde mig bedre ved selskab.

★★★☆☆☆

Deltag i debat