Plader

The Men: Open Your Heart

Skrevet af Klaus Thodsen

Mændene byder på en rodet omgang garagerock og en rodet samling numre på en gennemgående ret rodet plade.

Open Your Heart – det lyder næsten lige så sødt, som det lyder blødt. Det er det bare ikke. Der er ikke noget med at starte lidt blødt ud, opbygge lidt stemning og spænding over et par numre, for så først at fyre den en smule af hen imod slutningen, når vi er blevet varmet godt igennem.

Sådan er det faktisk overhovedet ikke. Til gengæld er der enorm energi fra allerførste færd på The Mens seneste udspil. Lige fra “Turn It Around” som det første brager ud af højtalerne, gælder det om at være helt parat, allerede inden man sætter pladen i ørerne.

Opskriften på al denne energi er så enkel, at det kan være besværligt at forklare, uden at komme til at overfortolke. Kort fortalt, så er det rock. Hverken mere eller mindre. Ægte og uforfalsket rock med lidt af den gode garagelyd indover. Der bliver tæsket løs i trommerne, revet og flået i guitarstrengene, og råbt og skreget i mikrofonen. Chris Hansells lidt hæse og råbende vokal er meget ensformig i sit udtryk, men passer samtidig glimrende til det omliggende lydbillede.

Netop som jeg nyder det hele allermest, sker der et skifte, som jeg er ganske uforberedt på. Vokalen forsvinder, og numrene bliver rent instrumentale. Først i form af det dejligt afdæmpede “Country Song” og derefter det noget mere rockede “Oscillation”, hvor der dog kommer en smule vokal på mod slutningen.

Herfra tager vi så endnu et overraskende spring. Med det Caspian-agtige “Oscillation” i frisk erindring kommer vi kort tid efter til “Candy”, der bærer en utrolig lighed med Creedence Clearwater Revivals gamle hit “Lodi”, hvilket må siges at være en ganske nytænkende tilføjelse til dette univers af skramlet garagerock.

Som den opmærksomme læser måske nok har bemærket, fremstår Open Your Heart som en temmeligt rode oplevelse. Den spænder meget vidt, både hvad angår genre og udtryk, hvilket da også er både en styrke og en svaghed. De store højdepunkter kommer på den første halvdel af pladen, hvorimod et nummer som førnævnte “Candy” mest af alt virker underligt malplaceret.

★★★☆☆☆

Deltag i debat