Plader

Vadoinmessico: Archaeology of the Future

Skrevet af Zenia Menzer

Archaeology of the Future er et noget rodet album, og de mange forskellige udtryk gør mere skade end gavn. Der findes flere ganske velproducerede numre på albummet, men de opvejer desværre ikke helt den manglende sammenhæng og kvalitet, der er at høre andre steder.

Archaeology of the Future er London-bandet Vadoinmessicos debutalbum, og der er masser af potentiale at høre. Samtidig er der mange musikalske retninger på spil, og det kan godt fremstå en anelse forvirrende, fordi det er svært at finde en rød tråd på albummet. Det spænder vidt, lige fra den afrikanske stemning i “Pepita, Queen of the Animals” over den poprockede lyd på “Notional Towns” til det skæve, stenede low key-udtryk i “The Colours Are Strange”.

Det er beundringsværdigt, at kvintetten får samlet så mange forskellige musikgenrer på et album, men det skaber også et noget rodet billede af Vadoinmessico. Det kan være en god ting, at et band er svært at kategorisere entydigt, fordi det netop vidner om deres mangfoldighed. Omvendt kan det resultere i, at lyden bliver for flyvsk og mangler dybde, der tager afsæt i et bestemt musikalsk grundlag. Og Vadoinmessico får ikke skabt nok sammenhæng til, at man som lytter egentlig finder ud af, hvor de vil hen.

Samtidig er kvaliteten af de enkelte numre meget svingende. Der er velproducerede og ørehængende numre såsom førnævnte “Pepita…”, “Notional Towns” og “Curling Up Your Spine” med enormt meget rytme, trommer i forgrunden og fængende riffs, og de skaber en indbydende og varm stemning.
Numre som “Me, Desert”, “The Colours Are Strange” og “Solau” trækker dog pladen gevaldigt ned. “Me, Desert” indebærer stort set ingen udvikling overhovedet, og det udgangspunkt, nummeret har i et tæt riff, bliver også det endelige. “The Colours Are Strange” kommer ikke så meget længere, og vokalens og guitarens søvndyssende og ligegyldige karakter skaber ganske simpelt et nummer, man ender med at springe over.

Søvndyssende er derimod ikke et adjektiv, der kan sættes på “Solau”, der med sin skingre og insisterende blokfløjte nok skal sørge for, at ingen falder hen. Måske har bandet smækket nummeret på som en intern joke, men godt er det ikke. Én ting er, hvilket nummer pladen lægger ud med, fordi det ofte har stor betydning for, hvor velvillig lytteren er i den resterende spilletid. Men det sidste nummer har også en vis magt, fordi det er dét indtryk, man som tilhører sidder tilbage med. Hvis man lader pladen spille helt ud, finder man dog en lidt bedre afslutning, der runder af på afslappet og folket maner. Det kræver selvfølgelig, at lytteren har tålmodighed til at stå fløjte-tyranniet igennem, da det afsluttende nummer kommer i forlængelse af det.

Archaeology of the Future er ikke en dårlig plade, men skaber heller ikke videre ophidselse, og lyden stikker ud i for mange retninger til, at man har muligheden for at få et samlet indtryk af London-gruppen. Det ville kræve noget mere finpudsning, før pladen kunne fremstå som en samlet helhed. Titelnummeret, “Archaeology of the Future”, “In Spain” og “Pond” står alle frem med en skøn og klar vokal, rokkende rytmer og imødekommenhed. Det er desværre bare ikke nok til at få det til at rykke videre i mig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat