Plader

WhoMadeWho: Brighter

Skrevet af Jonathan Heldorf

WhoMadeWho er altid sikker leverandør af pulserende, elastisk rytmebund – en tradition, der fortsætter på Brighter.

Jeg forestiller mig, at de tre fyre sidder i skræddersyet tøj – klassisk hvid skjorte og sort vest – ved et mørkt, rundt spisebord i en dunkel og tilrøget, let gullig belysning. På bordet foran dem ligger en hoppebold. Én af dem griber ud efter den runde gummiklump og begynder at drible den ned i bordet. Det skaber en blød, hurtig og insisterende rytme. Havde det været en musikvideo, blev der klippet hurtigt og abrupt, så al bevægelse forekom hakkende. Som jeg ser dem, er WhoMadeWho altid sikker leverandør af pulserende, elastisk tromme og bas – en tradition, der fortsætter på Brighter.

Fundamentet er som førhen sparsomt, men virkningsfuldt, holdt i rytmens tegn. Tomas Høffdings omsorgsfulde stemme og til tider fyldige – næsten dybe – falset er tryg og god som en mor. De drillende guitarflader, svævende synth-strømme og øvrige krummelurer insisterer alle på, at lytteren stopper op og dykker ned i detaljen.

Det er let at blive væk i musikken. Man skal faktisk ikke længere end lige indenfor døren, før fælden smækker. Åbneren “Inside World” er et sikkert hit – og måske endda en tand for hitfokuseret i forhold til resten af pladen, hvilket får sangen til at stikke frem på både godt og skidt. Den skriger på at blive P3’s uundgåelige, og sangen er så catchy og ligetil, at det efter små 10 gennemlytninger bliver et irritationsmoment. Derfor er det rart, at gutterne slapper lidt mere af i det øvrige materiale.

Klokkerent rammer “Greyhound”, “The Sun” og “The Divorce” solar plexus med et brag, der skaber ekko ned gennem electrorockens hall of fame. “Greyhound” er øjeblikkelig interessant i sin tilbageholdende eskaleren og klaustrofobiske brug af synthesizer, der forløses som en dyb udånding i det bølgende omkvæd. “The Sun” er langt mere udadvendt og trækker i høj grad veksler på Hercules and Love Affair feat. Antony Hegarty, hvilket så absolut er et plus. Igen er der fastholdelse i verset og katarsis i omkvædet, der har potentiale til at kunne få selv en lam til at vippe med foden.

Fremdriften numrene imellem er god, og WhoMadeWho formår også at skabe sammenhæng, måske oven i købet i en sådan grad, at lidt af charmen går af pladen, og nysgerrigheden aftager. Den føromtalte hoppebold, som bas og tromme skaber, bouncer rundt på samtlige tracks – og tja, det er godt, men det bliver sgu bare lidt meget samme rille. Ikke fordi WhoMadeWho mister fokus eller energi hen mod slutningen, tværtimod er “Below the Cherry Moon” – med sit marginalt mere afdæmpede udtryk – et af pladens mange højdepunkter. Måske efterlyser jeg bare lidt flere instrumentale forgreninger væk fra kerneinstrumenterne. Men det er nu lidt underordnet, for tilbage står skriften på væggen, at WhoMadeWho igen leverer et produkt med internationale muskler.

★★★★☆☆

Deltag i debat